Lov om kapitalmarkeder § 71

Denne konsoliderede version af lov om kapitalmarkeder er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 650 af 08. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 198 af 26. februar 2024

§ 71

En operatør af et reguleret marked er ansvarlig for, at det pågældende marked drives på en betryggende og hensigtsmæssig måde.

Stk. 2 En operatør af et reguleret marked skal

  • 1) kunne identificere og håndtere eventuelle interessekonflikter mellem på den ene side operatøren og operatørens ejerkreds og på den anden side markedets ordentlige funktion,

  • 2) kunne styre de risici, som operatøren og markedet udsættes for, herunder kunne påvise alle væsentlige risici for markedets drift og indføre effektive foranstaltninger til at mindske disse risici,

  • 3) sikre en ordentlig forvaltning af den tekniske funktion af markedspladsens systemer, herunder etablere effektive nødsystemer,

  • 4) have klare og gennemskuelige regler og procedurer, der sikrer en redelig og korrekt handel, og opstille objektive kriterier for effektiv udførelse af ordrer,

  • 5) sikre en effektiv og rettidig gennemførelse af de transaktioner, der gennemføres i markedets systemer, og

  • 6) råde over tilstrækkelige finansielle ressourcer til at sikre markedets ordentlige funktion under hensyn til de transaktioner, der gennemføres på markedet, og til de risici, som markedet udsættes for.

Stk. 3 En operatør af et reguleret marked må ikke udføre kundeordrer over egenbeholdningen eller benytte sig af ejermatchningshandler.