Lov om knive og blankvåben m.v. § 2

Denne konsoliderede version af lov om knive og blankvåben m.v. er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 376 af 27. april 2016,
som ændret ved lov nr. 329 af 30. marts 2019 og lov nr. 1832 af 08. december 2020

§ 2

Det kræver tilladelse fra politiet at erhverve, besidde, bære eller anvende

  • 1) skarpe eller spidse våben, hvis klinge overstiger 12 cm,

  • 2) knive med tværstillet greb beregnet til stød,

  • 3) springknive og springstiletter,

  • 4) faldknive og faldstiletter,

  • 5) foldeknive med todelt skæfte, hvis klinge kan foldes ud ved brug af én hånd (butterflyknive),

  • 6) knive, der er konstrueret til at hænge om hals eller skulder, og som fra denne placering kan trækkes ved brug af én hånd,

  • 7) kastestjerner, kasteknive, kasteøkser og lign. og

  • 8) kårdestokke og andre blankvåben, der fremtræder som en anden genstand.

Stk. 2 Dolke og knive, hvis klinge overstiger 12 cm, kan uanset stk. 1, nr. 1, anvendes i erhverv, til husholdningsbrug eller til brug ved jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse eller til et andet lignende anerkendelsesværdigt formål, hvis de er udformet hertil. De nævnte dolke og knive kan erhverves, besiddes og bæres til den nævnte brug.

Stk. 3 De våben m.v., der er nævnt i stk. 1, må kun overdrages til andre eller overlades til andre, hvis erhververen eller modtageren foreviser fornøden tilladelse fra politiet. Dolke og knive, hvis klinge overstiger 12 cm, kan uanset stk. 1, nr. 1, overdrages eller overlades til andre, hvis det må antages, at erhververen eller modtageren kun vil anvende dem til brug i erhverv, til husholdningsbrug eller ved jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse eller til et andet lignende anerkendelsesværdigt formål.

Stk. 4 Justitsministeren kan fastsætte regler om forbud mod bl.a. ved overdragelse at erhverve, besidde, bære eller anvende, at overdrage eller at overlade andre besiddelsen af andre skarpe eller spidse våben, som ikke kan antages at have noget anerkendelsesværdigt formål.

Stk. 5 Justitsministeren fastsætter regler om opbevaring og transport m.v. af knive og blankvåben m.v. omfattet af denne bestemmelse eller af bestemmelser, der er udfærdiget i medfør heraf.

Stk. 6 Justitsministeren fastsætter regler om antalsmæssig begrænsning på tilladelser til knive og blankvåben omfattet af denne bestemmelse eller af bestemmelser, der er udfærdiget i medfør heraf.