Lov om kollektiv forvaltning af ophavsret Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 321 af 05. april 2016

Kapitel 5 1 Gennemsigtighed og rapportering
Oplysninger til rettighedshavere om forvaltning af deres rettigheder
§ 19

En kollektiv forvaltnings-organisation, der selv tildeler rettighedsvederlag eller fordeler skyldige beløb til rettighedshavere, skal mindst en gang om året stille mindst de følgende oplysninger til rådighed for hver rettighedshaver, som den har tildelt rettighedsvederlag eller fordelt skyldige beløb til:

  • 1) Alle kontaktoplysninger, som rettighedshaveren har givet kollektiv forvaltnings-organisationen tilladelse til at anvende for at identificere og lokalisere rettighedshaveren,

  • 2) de rettighedsvederlag, der er tildelt rettighedshaveren,

  • 3) de beløb, som kollektiv forvaltnings-organisationen har fordelt til rettighedshaveren pr. kategori af forvaltede rettigheder og pr. type anvendelse,

  • 4) den periode, hvori den anvendelse, for hvilken der tildeltes og fordeltes beløb til rettighedshaveren, fandt sted, medmindre der er objektive grunde relateret til indberetning fra brugere, som forhindrer kollektiv forvaltnings-organisationen i at give disse oplysninger,

  • 5) fradrag for administrationsomkostninger,

  • 6) fradrag, der er foretaget til andre formål end administrationsomkostninger, og

  • 7) ethvert rettighedsvederlag tildelt rettighedshaveren, der er udestående for enhver periode.

Stk. 2 Såfremt en kollektiv forvaltnings-organisation tildeler rettighedsvederlag og har medlemsorganisationer, der er ansvarlige for fordelingen af rettighedsvederlag til rettighedshavere, jf. § 24, skal kollektiv forvaltnings-organisationen give de i stk. 1 anførte oplysninger til disse medlemsorganisationer, såfremt de ikke allerede råder over dem.

Stk. 3 Medlemsorganisationerne skal mindst en gang om året stille de i stk. 1 anførte oplysninger til rådighed for hver rettighedshaver, som de har tildelt rettighedsvederlag eller foretaget fordeling til i den periode, som oplysningerne vedrører.

Oplysninger til andre kollektiv forvaltnings-organisationer om forvaltning af rettigheder i henhold til repræsentationsaftaler
§ 20

En kollektiv forvaltnings-organisation skal mindst en gang om året stille følgende oplysninger til rådighed elektronisk for andre kollektiv forvaltnings-organisationer, på hvis vegne den forvalter rettigheder i henhold til en repræsentationsaftale:

  • 1) De rettighedsvederlag, der er tildelt, og de skyldige beløb, der er fordelt af kollektiv forvaltnings-organisationen pr. kategori af forvaltede rettigheder og pr. type anvendelse for de rettigheder, den forvalter i henhold til repræsentationsaftalen, og eventuelle tildelte rettighedsvederlag, der er udestående for enhver periode,

  • 2) fradrag for administrationsomkostninger,

  • 3) fradrag til ethvert andet formål end administrationsomkostninger, jf. § 18,

  • 4) oplysninger om alle licenser, som der er givet tilladelse til eller afslag på vedrørende værker, som er omfattet af repræsentationsaftalen, og

  • 5) beslutninger vedtaget på generalforsamlingen, i det omfang disse beslutninger er af relevans for forvaltningen af rettigheder i henhold til repræsentationsaftalen.

Oplysninger til rettighedshavere, andre kollektiv forvaltnings-organisationer og brugere efter anmodning
§ 21

En kollektiv forvaltnings-organisation skal som svar efter en begrundet anmodning stille oplysninger om de værker, den repræsenterer, de rettigheder, den forvalter, direkte eller under repræsentationsaftaler, og de geografiske områder, der er omfattet, eller, hvor sådanne værker på grund af kollektiv forvaltnings-organisationens aktivitetsfelt ikke kan bestemmes, de typer af værker, den repræsenterer, de rettigheder, den forvalter, og de geografiske områder, der er omfattet, til rådighed for enhver kollektiv forvaltnings-organisation, på hvis vegne den forvalter rettigheder i henhold til en repræsentationsaftale, for enhver rettighedshaver og for enhver bruger.

Stk. 2 Tilrådighedsstillelse af oplysninger efter stk. 1 skal ske elektronisk og uden unødig forsinkelse.

Offentliggørelse af oplysninger
§ 22

En kollektiv forvaltnings-organisation skal på sin hjemmeside offentliggøre og ajourføre følgende oplysninger:

  • 1) Sine vedtægter,

  • 2) sine medlemskabsvilkår og betingelserne for opsigelse af bemyndigelsen til at forvalte rettigheder, hvis de ikke fremgår af vedtægterne,

  • 3) standardlicensaftaler og gældende standardtariffer,

  • 4) listen over de personer, der forestår den daglige ledelse, jf. § 9,

  • 5) sin generelle politik for fordeling af skyldige beløb til rettighedshavere,

  • 6) sin generelle politik for administrationsomkostninger,

  • 7) sin generelle politik for andre fradrag fra rettighedsvederlag end administrationsomkostninger,

  • 8) en liste over de repræsentationsaftaler, den har indgået, og navnene på de kollektiv forvaltnings-organisationer, den har indgået disse repræsentationsaftaler med,

  • 9) sin generelle politik for anvendelsen af ufordelbare midler og

  • 10) de tilgængelige klagemuligheder og tvistbilæggelsesordninger.

Årlig gennemsigtighedsrapport
§ 23

En kollektiv forvaltnings-organisation skal udarbejde og offentliggøre en årlig gennemsigtighedsrapport for hvert regnskabsår senest 8 måneder efter afslutningen af det pågældende regnskabsår.

Stk. 2 Kollektiv forvaltnings-organisationen offentliggør på sin hjemmeside den årlige gennemsigtighedsrapport, som skal forblive offentligt tilgængelig på hjemmesiden i mindst 5 år.

Stk. 3 Den årlige gennemsigtighedsrapport skal indeholde de i bilag 1 fastsatte oplysninger.

Stk. 4 Gennemsigtighedsrapporten skal indeholde en delrapport om anvendelsen af de fradrag, der foretages med henblik på sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige formål. Delrapporten skal mindst indeholde de oplysninger, der er anført i bilag 1, punkt 3.

Stk. 5 De regnskabsmæssige oplysninger i den årlige gennemsigtighedsrapport skal revideres af en eller flere revisorer, der er godkendt hertil i henhold til revisorloven.

Stk. 6 Revisionspåtegningen inklusive eventuelle forbehold i tilknytning hertil skal gengives ubeskåret i gennemsigtighedsrapporten.

Stk. 7 Stk. 1-6 finder tilsvarende anvendelse på en kollektiv forvaltnings-organisations medlemsorganisationer, i det omfang medlemsorganisationerne er ansvarlige for udarbejdelse af gennemsigtighedsrapporten, jf. § 24. Gennemsigtighedsrapporter, som udarbejdes af medlemsorganisationerne, skal offentliggøres i mindst 5 år på medlemsorganisationens hjemmeside, medmindre medlemsorganisationen ikke har en hjemmeside, og på kollektiv forvaltnings-organisationens hjemmeside.