Lov om kommunale særlige tilbud om grundskoleundervisning til visse udenlandske børn og unge § 11

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 614 af 08. juni 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1247 af 27. august 2020

§ 11

Kommunalbestyrelsen skal sørge for befordring mellem særlige tilbud om grundskoleundervisning og hjemmet eller dettes nærhed af undervisningspligtige elever, der har længere skolevej end 2½ km i børnehaveklasse og på 1.-3. klassetrin, 6 km på 4.-6. klassetrin og 7 km på 7.-9. klassetrin, samt af undervisningspligtige elever, der har kortere skolevej, hvis hensynet til elevernes sikkerhed i trafikken gør det særlig påkrævet.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen skal endvidere sørge for befordring til og fra særlige tilbud om grundskoleundervisning af syge og invaliderede undervisningspligtige elever.

Stk. 3 Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på befordring mellem særlige tilbud om grundskoleundervisning og dagtilbud i henhold til lov om social service af undervisningspligtige elever, der uden for skoletiden er anbragt i daginstitution m.v.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at sørge for befordring efter stk. 1 kan opfyldes ved at henvise eleverne til offentlige trafikmidler eller ved at godtgøre deres udgifter til egen befordring.

Stk. 5 Stk. 1 gælder ikke for elever, som vælger et andet undervisningssted i medfør af § 12, stk. 1.

Stk. 6 Stk. 2 gælder ikke for elever, som vælger et andet undervisningssted i medfør af § 12, stk. 1. I disse tilfælde skal kommunalbestyrelsen afholde udgifter til befordring svarende til de udgifter, som kommunalbestyrelsen ville være forpligtet til at afholde efter stk. 2, hvis eleven havde benyttet det tilbud, som eleven er visiteret til.

Stk. 7 Kommunalbestyrelsen kan godtgøre udgifter til befordring for elever omfattet af § 4, som har længere end 10 km mellem det særlige tilbud om grundskoleundervisning og hjemmet.