Lov om leverandørsikkerhed i den kritiske teleinfrastruktur Kapitel 6

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1156 af 08. juni 2021

Kapitel 6 1 Domstolsbehandling
§ 7

Afgørelser efter kapitel 2, 3 og 8 kan alene indbringes for Københavns Byret.

Stk. 2 Afgørelsen skal indbringes inden 6 måneder efter afgørelsens meddelelse. Københavns Byret kan dog undtagelsesvis tillade en indbringelse efter 6 måneder.

Stk. 3 I afgørelsen af sagen ved byretten deltager tre dommere.

Stk. 4 Forsvarsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, kan lade personer, der er ansat i Forsvarsministeriet eller myndigheder under Forsvarsministeriet, møde for sig i retten som rettergangsfuldmægtige.

§ 8

Som part i sagen for det offentlige anses forsvarsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil.

Stk. 2 Retten beskikker en særlig advokat til at varetage interesser for den, der har indbragt sagen for retten, eller som er indtrådt som part i sagen, og på vegne af denne udøve partsbeføjelser med hensyn til oplysninger af betydning for statens sikkerhed. Om salær og godtgørelse for udlæg til den særlige advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.

Stk. 3 Den særlige advokat efter stk. 2 skal underrettes om alle retsmøder i sagen og er berettiget til at deltage i disse. Den særlige advokat skal gøres bekendt med og have udleveret kopi af det materiale, som indgår i sagen for retten. Forsvarsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, kan dog bestemme, at der af sikkerhedsmæssige grunde ikke udleveres kopi til den særlige advokat. Spørgsmålet kan af den særlige advokat indbringes for retten.

§ 9

Oplysninger vedrørende statens sikkerhed videregives ikke til parten, men alene til den særlige advokat efter § 8, stk. 2. Når sådanne oplysninger er videregivet til den særlige advokat, må vedkommende ikke drøfte sagen med parten eller dennes advokat og må ikke udtale sig i retsmøder, hvor parten eller dennes advokat er til stede. Parten og dennes advokat kan til enhver tid give skriftlige meddelelser til den særlige advokat om sagen.

Stk. 2 Retten kan af egen drift eller efter begæring fra den særlige advokat efter § 8, stk. 2, beslutte, at oplysninger, der er indgået i vurderingen ved afgørelser omfattet af kapitel 2, 3 og 8, videregives til parten og dennes advokat, hvis sikkerhedsmæssige forhold ikke kan begrunde, at oplysningerne ikke videregives. Afgørelsen træffes ved kendelse, og efter at den særlige advokat og forsvarsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, har haft lejlighed til at udtale sig. Kendelsen kan kæres af de personer, der er nævnt i 2. pkt. Kære af en afgørelse om, at oplysninger videregives, har opsættende virkning.

Stk. 3 Har retten truffet afgørelse efter stk. 2, 1. pkt., kan forsvarsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, bestemme, at de pågældende oplysninger ikke indgår i sagen for retten.

Stk. 4 Ingen må deltage som dommer i sagen, hvis den pågældende har truffet afgørelse efter stk. 2, 1. pkt., eller i øvrigt har haft adgang til oplysninger omfattet af en sådan afgørelse og forsvarsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, har truffet beslutning efter stk. 3 om, at de pågældende oplysninger ikke indgår i sagen for retten.

§ 10

Den del af et retsmøde, der angår eller hvori der fremlægges eller behandles oplysninger af betydning for statens sikkerhed, som ikke er omfattet af en beslutning efter § 9, stk. 2, holdes for lukkede døre. I denne del af et retsmøde deltager den særlige advokat efter § 8, stk. 2, men ikke parten og dennes advokat.

Stk. 2 Retten bestemmer, hvordan retsmøder, der efter stk. 1 helt eller delvis holdes for lukkede døre, gennemføres.

§ 11

Retten træffer afgørelse, efter at parterne og den særlige advokat har haft lejlighed til at udtale sig.

§ 12

Justitsministeren antager et antal advokater, der kan beskikkes efter § 8, stk. 2, 1. pkt. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om de pågældende advokater, herunder om vagtordninger, om vederlag for at stå til rådighed og om sikkerhedsmæssige spørgsmål.

§ 13

Reglerne i dette kapitel om sagens behandling i byretten gælder tilsvarende for sagens behandling i landsretten og Højesteret.