Lov om maritim fysisk planlægning Kapitel 4

Denne konsoliderede version af lov om maritim fysisk planlægning er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 615 af 08. juni 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 400 af 06. april 2020,
som ændret ved lov nr. 782 af 04. maj 2021

Kapitel 4 1 Tilvejebringelse og ændring af havplanen samt inddragelse af offentligheden
§ 9

Erhvervsministeren fastsætter regler om en samlet havplan for de danske havområder (havplanen) efter procedurerne i §§ 10-12.

§ 10

Inden havplanen udstedes, skal der offentliggøres et forslag til plan med en høringsfrist på mindst 6 måneder.

Stk. 2 Erhvervsministeren udsteder havplanen. Havplanen revideres og ajourføres mindst hvert 10. år.

Stk. 3 Erhvervsministeren kan bestemme, at høringsfristen i stk. 1 kan fraviges i særlige tilfælde.

Stk. 4 Det i stk. 1 nævnte forslag til havplan udarbejdes i samråd med de øvrige berørte ministre og under inddragelse af kystkommuner og -regioner og relevante erhvervs- og interesseorganisationer.

§ 11

Erhvervsministeren kan i planperioden fastsætte regler om ændring af havplanen.

Stk. 2 Inden en ændring af havplanen udstedes, skal der offentliggøres et forslag til ændret plan med en høringsfrist på mindst 8 uger. § 10, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 Hvis et forslag til ændring af havplanen medfører så omfattende ændringer af planen, at der reelt er tale om en ny havplan, kan ændringerne kun gennemføres efter proceduren i § 10.

Stk. 4 Erhvervsministeren kan bestemme, at høringsfristen i stk. 2 kan fraviges i særlige tilfælde.

§ 12

Samtidig med offentliggørelse af et forslag til havplan efter § 10, stk. 1, eller et forslag til ændring af havplanen efter § 11, stk. 2, 1. pkt., underretter erhvervsministeren de berørte statslige, regionale og kommunale myndigheder, EU-medlemslande og tredjelande samt parter, hvis interesser berøres, om udkastet til havplan eller ændring heraf.

Stk. 2 Erhvervsministeren oplyser ved underretningen om høringsfristen efter de i stk. 1 nævnte bestemmelser.

§ 13

Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at havplanen ikke kundgøres i Lovtidende.

Stk. 2 Ved udnyttelse af bemyndigelsen i stk. 1 fastsætter erhvervsministeren regler om sikkerhed for havplanens kundgørelse, og hvordan oplysning om havplanen kan fås.

Stk. 3 Inddragelse af offentligheden og offentliggørelse af forslag til havplanen og forslag til ændringer af havplanen kan ske udelukkende digitalt.