Lov om maritim fysisk planlægning Kapitel 5

Denne konsoliderede version af lov om maritim fysisk planlægning er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 615 af 08. juni 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 400 af 06. april 2020,
som ændret ved lov nr. 782 af 04. maj 2021

Kapitel 5 1 Havplanens retsvirkninger
§ 14

Bortset fra de i §§ 15 og 16 nævnte tilfælde må statslige og kommunale myndigheder ikke efter anden lovgivning vedtage planer om eller meddele tilladelse m.v. til anlæg eller arealanvendelser, der er i strid med havplanen eller er i strid med et forslag til havplan eller ændringer af havplanen, der er offentliggjort af erhvervsministeren.

Stk. 2 Retsvirkningen af forslag til havplan og ændring af havplanen efter stk. 1 bortfalder, hvis erhvervsministeren beslutter, at forslaget ikke skal gennemføres, dog senest 2 år efter afslutningen af den offentlige høring.

§ 15

En statslig myndighed kan vedtage en plan om eller meddele en tilladelse til anlæg eller arealanvendelse, der strider mod havplanen eller forslag til havplan eller ændringer af planen, hvis

  • 1) planen eller tilladelsen skal sikre opfyldelse af EU-retlige eller internationale forpligtelser og

  • 2) planens vedtagelse eller tilladelsens meddelelse ikke kan afvente ændring af havplanen.

Stk. 2 Vedtagelse af en plan eller meddelelse af en tilladelse m.v. efter stk. 1 skal ske efter forhandling med erhvervsministeren.

§ 16

Erhvervsministeren kan uanset § 14, når det er nødvendigt og uopsætteligt, træffe foranstaltninger, udstede forbud eller meddele påbud efter § 6 i lov om sikkerhed til søs eller etablere navigationssystemer og afmærkning efter § 8 i lov om sikkerhed til søs.

Stk. 2 Erhvervsministeren underretter uden unødigt ophold øvrige berørte ministre om beslutninger truffet efter stk. 1, når disse fraviger havplanen eller forslag til havplan eller ændringer heraf, der er offentliggjort af erhvervsministeren.