Lov om maritim fysisk planlægning Kapitel 8

Denne konsoliderede version af lov om maritim fysisk planlægning er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 615 af 08. juni 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 400 af 06. april 2020,
som ændret ved lov nr. 782 af 04. maj 2021

Kapitel 8 1 Administrative bestemmelser
§ 21

Erhvervsministeren kan bemyndige Søfartsstyrelsen eller efter forhandling med vedkommende minister andre statslige myndigheder til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren. 1. pkt. omfatter dog ikke erhvervsministerens beføjelser efter § 9, § 10, stk. 2, og § 11, stk. 1.

Stk. 2 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister bliver bemyndiget til at udøve efter stk. 1, 1. pkt.

Stk. 3 Erhvervsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelser efter stk. 1, herunder at sådanne afgørelser ikke skal kunne påklages.

§ 22

Spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelse om meddelelse af tilladelse eller endelig vedtagelse af en plan er i strid med havplanen eller forslag til havplan, jf. § 14, kan påklages efter klagebestemmelserne i den lovgivning, som tilladelsen eller planen er meddelt henholdsvis vedtaget i henhold til.

Stk. 2 I det omfang den i stk. 1 omhandlede lovgivning alene giver adgang til at klage over tilsidesættelse af procedureregler, vil det desuagtet være muligt at klage over, at en tilladelse er givet eller en plan er vedtaget i strid med havplanen.

§ 23

Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter denne lov eller de regler, der fastsættes i medfør heraf, skal være anlagt, inden 6 måneder efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen dog fra bekendtgørelsen.