Markedsføringsloven § 17

Denne konsoliderede version af markedsføringsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om markedsføring

Lov nr. 426 af 03. maj 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022,
som ændret ved lov nr. 718 af 13. juni 2023 og lov nr. 732 af 13. juni 2023

Garanti
§ 17

En erhvervsdrivende, der markedsfører en handelsmæssig garanti, skal udlevere en erklæring om garantien til forbrugeren på et varigt medium senest ved leveringen af produktet.

Stk. 2 Erklæringen skal være udfærdiget på et klart og forståeligt sprog og skal indeholde,

  • 1) når det er relevant, en utvetydig erklæring om, at køberen ved lov har ret til gratis afhjælpning fra sælgerens side af mangler ved salgsgenstanden, og at denne ret ikke påvirkes af den handelsmæssige garanti,

  • 2) garantigiverens navn og adresse,

  • 3) den procedure, som forbrugeren skal følge for at opnå gennemførelse af den handelsmæssige garanti,

  • 4) betegnelsen på de produkter, som den handelsmæssige garanti finder anvendelse på, og

  • 5) vilkårene for den handelsmæssige garanti.

Stk. 3 Manglende overholdelse af stk. 1 og 2 ændrer ikke ved, at den handelsmæssige garanti er bindende for garantigiveren som anført i købelovens § 86 a, stk. 1.

Stk. 4 Vilkårene for den handelsmæssige garanti skal være affattet på dansk, såfremt markedsføringen er sket på dansk.