Lov om medarbejderinvesteringsselskaber Kapitel 6

Denne konsoliderede version af lov om medarbejderinvesteringsselskaber er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1284 af 09. december 2014,
som ændret ved lov nr. 631 af 08. juni 2016 og lov nr. 169 af 06. marts 2018

Kapitel 6 1 Deltagermøde
§ 10

Bestyrelsen indkalder virksomhedsdeltageren og medarbejderdeltagerne til et ordinært deltagermøde en gang årligt. Det ordinære deltagermøde skal afholdes inden 5 måneder efter udløbet af medarbejderinvesteringsselskabets regnskabsår.

Stk. 2 Indkaldelse til deltagermøde i et medarbejderinvesteringsselskab skal ske til de medarbejderdeltagere, der på indkaldelsestidspunktet er ansatte i virksomheden. Medarbejderdeltagere, hvor virksomheden har opsagt deres ansættelsesforhold, skal ligeledes indkaldes til deltagermøde. Retten til at deltage i deltagermøde bortfalder, såfremt arbejdsgiveren berettiget har bortvist medarbejderen.

Stk. 3 På det ordinære deltagermøde træffes beslutning om

  • 1) godkendelse af årsrapporten,

  • 2) eventuel ændring af vedtægten,

  • 3) valg af medarbejderdeltagernes bestyrelsesmedlemmer,

  • 4) valg af revisor og

  • 5) andre forhold, der vedrører medarbejderinvesteringsselskabet.

Stk. 4 Virksomhedsdeltageren og de indkaldte medarbejderdeltagere har ret til i overensstemmelse med vedtægten at få et bestemt emne behandlet på deltagermødet.

Stk. 5 En indkaldt medarbejderdeltager efter § 10, stk. 2, har en stemme på deltagermødet uanset størrelsen af de indskudte midler.

Stk. 6 Afstemning på et deltagermøde skal foregå anonymt.

§ 11

Virksomhedsdeltageren skal på det ordinære deltagermøde oplyse, hvem denne har valgt som medlem af medarbejderinvesteringsselskabets bestyrelse.

§ 12

Medmindre andet følger af denne lov eller medarbejderinvesteringsselskabets vedtægt, afgøres alle anliggender på deltagermødet ved simpelt flertal.

Stk. 2 Beslutning om ændring af selskabets vedtægt eller opløsning af medarbejderinvesteringsselskabet er kun gyldig, hvis den tiltrædes af mindst 2/3 af det repræsenterede antal stemmer på deltagermødet og i overensstemmelse med vedtægten. Virksomhedsdeltageren skal samtykke ved ændring af vedtægten og ved opløsning.

Stk. 3 Hvis medarbejderdeltagernes forpligtelser ændres eller retsforholdet mellem medarbejderdeltagerne indbyrdes eller over for virksomhedsdeltageren forrykkes, er beslutningen kun gyldig, hvis den tiltrædes af samtlige stemmeberettigede medarbejderdeltagere.

Stk. 4 Referat af deltagermøder skal være tilgængeligt for alle medarbejderdeltagere.