Lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 352 af 06. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 622 af 19. juni 2012

Kapitel 3 1 Medlemmers ret til kirkelig betjening
§ 6

Ethvert medlem af folkekirken har ret til kirkelig betjening af præsten eller præsterne for den menighed, hvortil medlemmet hører, jf. § 5. Sognebåndsløsere betjenes dog af den præst, til hvem der er løst sognebånd.

Stk. 2 Et medlem, der ikke har bopæl her i landet, har ret til kirkelig betjening af præsten for den menighed, hvortil medlemmet senest har hørt.

§ 7

Et medlem af folkekirken, der ikke hører til sognemenigheden, men som har en særlig tilknytning til denne, har ret til kirkelig betjening i sognemenighedens kirke. Særlig tilknytning foreligger blandt andet, hvis medlemmet

  • 1) tidligere har haft bopæl i sognet,

  • 2) har nære pårørende, der bor i sognet, eller

  • 3) for så vidt angår begravelse eller bisættelse har forældre, ægtefælle eller børn, der er begravet på en kirkegård i sognet.

Stk. 2 Ministeren for ligestilling og kirke kan fastsætte nærmere regler om ret til kirkelig betjening i sognemenighedens kirke.

Stk. 3 Præstens afgørelse efter stk. 1 kan indbringes for biskoppen. Biskoppens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 7a

En præst kan undlade at vie to personer af samme køn.

Stk. 2 En præst kan udlade at meddele kirkelig velsignelse af et ægteskab mellem to personer af samme køn.

§ 8

Præsterne i et pastorat kan med menighedsrådenes tilslutning dele pastoratet i områder, således at hver præst betjener sit område.

Stk. 2 Menighedens medlemmer har dog uanset områdedelingen ret til kirkelig betjening af enhver af pastoratets præster.

§ 9

Fremsætter menighedsrådet eller en af præsterne ønske derom, eller anser biskoppen det for påkrævet, kan biskoppen efter forhandling med menighedsrådet og præsterne fastsætte regler om præsternes betjening af menigheden eller menighederne, herunder om opdeling af pastoratet i områder, og om præsternes adgang til brug af kirken eller kirkerne. Sådanne regler skal altid fastsættes, når pastoratet opdeles i områder.

Stk. 2 Biskoppens afgørelser efter stk. 1 kan af de berørte menighedsråd og præster påklages til ministeren for ligestilling og kirke.