Lov om midlertidig udskydelse af betalingsfristerne for indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag samt moms Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 175 af 12. marts 2009,
som ændret ved lov nr. 526 af 12. juni 2009 og lov nr. 1133 af 04. december 2009

Kapitel 2 1 Betaling af moms
§ 5

Den frist for angivelse af moms, som følger af momslovens § 57, stk. 2, udskydes for månederne januar 2009 til og med juni 2009 til den 25. i den anden måned efter afgiftsperiodens udløb. Virksomhedens angivelse for juli 2009 skal foretages senest den 21. september 2009. Virksomhedens angivelse for august 2009 skal foretages senest den 13. oktober 2009. Virksomhedens angivelse for september 2009 skal foretages senest den 9. november 2009. Virksomhedens angivelse for oktober 2009 skal foretages senest den 1. december 2009.

Stk. 2 Hvis den sidste rettidige angivelsesdag, som er nævnt i stk. 1, er en lørdag, søndag eller helligdag, anses den nærmest følgende hverdag som sidste rettidige angivelsesdag.

§ 6

Beløb, som skal udbetales til en virksomhed efter opkrævningslovens § 12, stk. 1, kan uanset opkrævningslovens § 12, stk. 4, 1. pkt., ikke tilbageholdes som følge af, at en angivelse for en afsluttet afregningsperiode ikke er indgivet, når

  • 1) angivelsen for afregningsperioden er omfattet af de udskudte angivelsesfrister i § 5 og

  • 2) den udskudte angivelsesfrist for afregningsperioden ikke er udløbet.

Stk. 2 Tilsvar efter en angivelse, som er omfattet af de udskudte angivelsesfrister i § 5, kan uanset opkrævningslovens § 12, stk. 4, 2. pkt., ikke modregnes i beløb, som skal udbetales til en virksomhed efter opkrævningslovens § 12, stk. 1, når den udskudte frist for den pågældende angivelse ikke er udløbet.

§ 7

Den frist for angivelse af moms, som følger af momslovens § 57, stk. 3, udskydes til den 2. juni 2009, for så vidt angår januar kvartal 2009. For april kvartal 2009 udskydes fristen til den 1. september 2009. For juli kvartal 2009 udskydes fristen til den 1. december 2009.

§ 8

For virksomheder, der i medfør af momslovens § 57, stk. 4, anvender kalenderhalvåret som afgiftsperiode for såvel anden halvdel af kalenderåret 2008 som første halvdel af kalenderåret 2009, sammenlægges anden halvdel af kalenderåret 2008 med første halvdel af kalenderåret 2009, således at angivelsesfristen for den samlede periode udløber den 1. september 2009, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 En virksomhed kan ved at indgive særskilt momsangivelse for anden halvdel af kalenderåret 2008 vælge, at stk. 1 ikke skal finde anvendelse.

Stk. 3 En momsangivelse indgivet i medfør af stk. 2 kan tilbagekaldes, indtil den angivelsesfrist, som er nævnt i stk. 1, er udløbet. Hvis virksomhedens moms vedrørende anden halvdel af kalenderåret 2008 er indbetalt, kan momsangivelsen dog kun tilbagekaldes, hvis den indbetalte moms tilbagebetales efter § 9. Den særskilte momsangivelse anses for tilbagekaldt ved tilbagebetaling efter § 9.