Lov om MitID og NemLog-in Afsnit III

Denne konsoliderede version af lov om MitID og NemLog-in er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 783 af 04. maj 2021,
som ændret ved lov nr. 1559 af 12. december 2023

Kapitel 6 1 Tilrådighedsstillelse af NemLog-in
§ 8, stk. 1-2, træder i kraft den 20. juni 2022, jf. bekendtgørelse nr. 861 af 10. juni 2022.
§ 8, stk. 3, træder i kraft den 30. januar 2023, jf. bekendtgørelse nr. 68 af 26. januar 2023.
§ 8

Digitaliseringsstyrelsen stiller NemLog-in til rådighed for offentlige myndigheder, offentligretlige organer og juridiske enheder. Digitaliseringsstyrelsen sikrer udvikling, drift og vedligeholdelse af NemLog-in.

Stk. 2 NemLog-in indeholder følgende serviceområder til tjenesteudbydere:

  • 1) Login og autentifikation, som sikrer den service, at privatpersoner og erhvervsbrugere kan tilgå digitale selvbetjeningsløsninger, og som giver adgang til interne it-systemer.

  • 2) Digital repræsentation, som sikrer følgende servicer:

    • a) Digital repræsentation af en privatperson, således at privatpersonen ved anvendelse af en digital selvbetjeningsløsning kan lade sig repræsentere digitalt af en anden privatperson, af en erhvervsbruger eller af en juridisk enhed over for en offentlig myndighed eller et offentligretligt organ, som udbyder en digital selvbetjeningsløsning.

    • b) Digital repræsentation af en juridisk enhed, således at en erhvervsbruger, der selvstændigt kan repræsentere en juridisk enhed, kan repræsentere enheden ved anvendelse af en digital selvbetjeningsløsning over for en offentlig myndighed eller et offentligretligt organ, som udbyder en digital selvbetjeningsløsning.

  • 3) Digital signering, som sikrer følgende servicer:

    • a) At offentlige myndigheder, offentligretlige organer og juridiske enheder kan udstille digital signering af dokumenter i digitale selvbetjeningsløsninger og interne it-systemer.

    • b) At privatpersoner og erhvervsbrugere kan signere digitale dokumenter og validere signerede dokumenters digitale signatur og integritet.

Stk. 3 NemLog-in indeholder serviceområdet Erhvervsadministration til brugerorganisationer, som sikrer følgende servicer:

  • 1) At offentlige myndigheder, offentligretlige organer og juridiske enheder kan oprette, administrere og anvende digitale erhvervsidentiteter samt tildele og administrere elektroniske identifikationsmidler, hvis de opfylder betingelserne for identitetssikring ved oprettelse som brugerorganisation som nærmere fastsat i medfør af § 9, stk. 4.

  • 2) At offentlige myndigheder, offentligretlige organer og juridiske enheder kan tildele og administrere rettigheder og certifikater til erhvervsidentiteter.

Stk. 4 Juridiske enheder, der tilsluttes et eller flere serviceområder i NemLog-in, jf. stk. 2 og 3, skal være registreret med cvr-nummer, jf. § 2, nr. 9, litra a.

Kapitel 7 1 Forvaltning af NemLog-in
§ 9

Digitaliseringsstyrelsen sikrer, at der sker forvaltning af NemLog-in, herunder identitetssikring af offentlige myndigheder, offentligretlige organer og juridiske enheder, når de oprettes som brugerorganisationer i serviceområdet Erhvervsadministration i NemLog-in. Digitaliseringsstyrelsen sikrer, at brugerorganisationers adgang til serviceområdet Erhvervsadministration i NemLog-in og erhvervsbrugeres digitale identiteter kan spærres og genåbnes efter reglerne fastsat i medfør af stk. 4.

Stk. 2 En privatperson, der skal registreres som erhvervsbruger i serviceområdet Erhvervsadministration, kan anvende sit MitID udstedt til privatbrug til identitetssikring ved registreringen.

Stk. 3 En erhvervsbruger kan få tilknyttet sit elektroniske identifikationsmiddel, som er tilknyttet privatpersonens MitID-identitet, til sin erhvervsidentitet, således at erhvervsbrugeren kan anvende førnævnte identifikationsmiddel til at autentificere en eller flere erhvervsidentiteter. Tilknytningen er frivillig for erhvervsbrugeren og frivillig for brugerorganisationen, som erhvervsbrugeren er tilknyttet.

Stk. 4 Finansministeren fastsætter regler om forvaltning af NemLog-in, herunder regler om identitetssikring af brugerorganisationer og spærring og genåbning af erhvervsbrugeres digitale identiteter og om adgang til at klage til Digitaliseringsstyrelsen over afgørelser truffet i medfør af disse regler.

§ 10

Digitaliseringsstyrelsen kan udpege offentlige myndigheder, offentligretlige organer eller juridiske enheder til på vegne af Digitaliseringsstyrelsen at varetage opgaver i medfør af § 8, stk. 1, 2. pkt., og opgaver i medfør af § 9, stk. 1.

Kapitel 8 1 Anvendelse af NemLog-in
§ 11, stk. 1, 2 og 4, træder i kraft den 20. juni 2022, jf. bekendtgørelse nr. 861 af 10. juni 2022.
§ 11, stk. 3, træder i kraft den 12. september 2022, jf. bekendtgørelse nr. 1255 af 7. september 2022.
§ 11

Offentlige myndigheder og offentligretlige organer, som anvender en digital selvbetjeningsløsning til at udføre en myndighedsopgave, skal i rollen som tjenesteudbydere anvende følgende serviceområder:

  • 1) Login og autentifikation, jf. § 8, stk. 2, nr. 1, hvis adgangen til den digitale selvbetjeningsløsning kræver sikker autentifikation.

  • 2) Digital repræsentation, jf. § 8, stk. 2, nr. 2.

Stk. 2 Offentlige myndigheder og offentligretlige organer kan i rollen som tjenesteudbydere anvende følgende serviceområder:

  • 1) Login og autentifikation, jf. § 8, stk. 2, nr. 1, hvis adgangen til den digitale selvbetjeningsløsning ikke kræver sikker autentifikation, eller hvis der ikke udføres en myndighedsopgave.

  • 2) Digital signering, jf. § 8, stk. 2, nr. 3.

Stk. 3 Offentlige myndigheder og offentligretlige organer kan i rollen som brugerorganisationer anvende serviceområdet Erhvervsadministration, jf. § 8, stk. 3.

Stk. 4 Offentlige myndigheder og offentligretlige organer kan i rollen som tjenesteudbydere anvende serviceområdet login og autentifikation, jf. § 8, stk. 2, nr. 1, til at give adgang til interne it-systemer.

Stk. 5 Offentlige myndigheder og offentligretlige organer skal i de i stk. 1 anførte tilfælde anskaffe serviceområderne fra Digitaliseringsstyrelsen. Offentlige myndigheder og offentligretlige organer kan i de i stk. 2-4 anførte tilfælde anskaffe serviceområderne fra Digitaliseringsstyrelsen.

§ 12

Juridiske enheder omfattet af § 2, nr. 9, litra a, kan indgå aftale med Digitaliseringsstyrelsen om anvendelse af serviceområderne nævnt i § 8, stk. 2, nr. 1 og 3, og stk. 3.