Lov om Naviair Kapitel 5

Denne konsoliderede version af lov om Naviair er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 529 af 26. maj 2010

Kapitel 5 1 Ikrafttræden, overgangsbestemmelser m.v.
§ 13

Transportministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Ministeren kan herunder fastsætte, at forskellige dele af loven træder i kraft på forskellige tidspunkter.

Stk. 2 §§ 16-21 har virkning fra og med indkomståret 2010.

§ 14

Medarbejdernes valg af medlemmer til bestyrelsen, jf. § 4, stk. 2, skal finde sted senest 6 måneder efter etableringen af Naviair som en selvstændig offentlig virksomhed.

Stk. 2 3-års-reglen for selskabs- og koncernrepræsentation i selskabslovens §§ 140 og 141 finder ikke anvendelse ved valg efter stk. 1.

§ 15

Transportministeren udpeger straks efter lovens ikrafttræden en statsautoriseret revisor til at fungere som medrevisor, jf. § 7, stk. 2. Den statsautoriserede revisor udpeges for perioden indtil første ordinære virksomhedsmøde i 2011.

§§ 16-20

(Udeladt af redaktionen)

§ 21

Den del af underskuddet opgjort efter almindeligt anerkendte regnskabsmæssige principper for regnskabsåret 2008 henholdsvis 2009, der relaterer sig til kalkulationsgrundlaget for afgiftspligtige flyvninger i dansk luftrum, der er opstået før overgangen til skattepligt, og som indregnes i priserne for afgiftspligtige flyvninger i dansk luftrum i regnskabsårene 2010-2013 henholdsvis 2011-2014 efter et princip om balance mellem indtægter og omkostninger over en periode, fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvor underskuddet indregnes i priserne.

§ 22

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.