Lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 333 af 31. marts 2015,
jf. lovbekendtgørelse nr. 24 af 04. januar 2019,
som ændret ved lov nr. 2110 af 22. december 2020, lov nr. 1155 af 08. juni 2021, lov nr. 1163 af 08. juni 2021, lov nr. 1164 af 08. juni 2021, lov nr. 2382 af 14. december 2021 og lov nr. 570 af 10. maj 2022

Kapitel 5 1 Kontrakter
§ 30

Finansiel Stabilitet kan ophæve eller ændre vilkår i kontrakter, som er indgået af en virksomhed eller enhed under afvikling, når det er nødvendigt for at sikre gennemførelsen af afviklingsforanstaltninger. Dette forudsætter, at afviklingsprincipperne i § 12, stk. 4, iagttages, herunder at de berørte aftaleparter eller kreditorer ikke påføres større tab, end hvis virksomheden eller enheden var taget under konkursbehandling, jf. dog § 31.

§ 31

En afviklingsforanstaltning truffet i medfør af denne lov udgør ikke i sig selv en fyldestgørelsesgrund som defineret i § 5, nr. 6, i lov om kapitalmarkeder eller en insolvensbehandling som defineret i § 5, nr. 7, i lov om kapitalmarkeder, såfremt virksomheden eller enheden fortsat opfylder kontraktens væsentlige forpligtelser, herunder betalings- og leveringsforpligtelser samt krav om sikkerhedsstillelse.

Stk. 2 Opfylder en virksomhed eller enhed under afvikling fortsat kontraktens væsentlige forpligtelser, herunder betalings- og leveringsforpligtelser samt forpligtelse eller krav om sikkerhedsstillelse, vil en afviklingsforanstaltning eller foranstaltninger, der er direkte forbundet hermed, ikke i sig selv berettige virksomhedens eller enhedens kontraktpart til at

  • 1) ophæve, suspendere, ændre, slutafregne, nette eller modregne i kontrakten,

  • 2) sætte sig i besiddelse af, udøve kontrol over eller søge sig fyldestgjort i noget aktiv tilhørende virksomheden eller enheden eller

  • 3) udøve indflydelse på virksomhedens eller enhedens kontraktlige rettigheder i øvrigt.

Stk. 3 Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for kontrakter indgået af et datterselskab af virksomheden eller enheden, såfremt virksomheden, enheden eller en anden koncernenhed garanterer eller understøtter datterselskabets forpligtelser, og for kontrakter indgået af en koncernenhed, som indeholder bestemmelser om krydsmisligholdelse.

Stk. 4 En suspension eller begrænsning i medfør af §§ 4 a og 32-34 udgør ikke misligholdelse af en forpligtelse, jf. stk. 1-3.

Stk. 5 Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse, hvor en afviklingsforanstaltning er påbegyndt i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område.

§ 32

Finansiel Stabilitet kan suspendere enhver betalings- og leveringsforpligtelse i henhold til en kontrakt, som en virksomhed eller enhed under afvikling har indgået, jf. dog stk. 4. Suspensionen løber fra offentliggørelsen af meddelelse om suspension, jf. § 50, til udløbet af den første hverdag herefter.

Stk. 2 Hvis en suspenderet betalings- eller leveringsforpligtelse forfalder i suspensionsperioden, skal betalingen eller leveringen ske umiddelbart efter udløbet af suspensionsperioden.

Stk. 3 Hvis betalings- eller leveringsforpligtelserne i henhold til en kontrakt suspenderes i medfør af stk. 1, suspenderes kontraktpartens betalings- eller leveringsforpligtelse i henhold til kontrakten i samme periode.

Stk. 4 Der kan ikke foretages suspension i medfør af stk. 1 i relation til kontrakter indgået med

  • 1) systemer og operatører af systemer, der er udpeget som sådan i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer,

  • 2) centrale modparter (CCP’er) og tredjelandes centrale modparter, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, eller

  • 3) centralbanker.

§ 33

Finansiel Stabilitet kan suspendere sikrede kreditorers ret til at søge sig fyldestgjort i sikkerheder stillet af en virksomhed eller enhed under afvikling. Suspensionen løber fra tidspunktet for offentliggørelsen af meddelelse om suspension, jf. § 50, til udløbet af den første hverdag herefter.

Stk. 2 Suspension i medfør af stk. 1 finder ikke anvendelse på sikkerheder stillet over for

  • 1) systemer og operatører af systemer, der er udpeget som sådan i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer,

  • 2) centrale modparter (CCP’er) og tredjelandes centrale modparter, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, eller

  • 3) centralbanker.

Stk. 3 Ved dispositioner omfattet af § 40 skal Finansiel Stabilitet sikre, at suspensionen i medfør af stk. 1 sker på en ensartet måde i alle de virksomheder eller enheder, der er omfattet af afviklingen.

§ 34

Finansiel Stabilitet kan suspendere kontraktlige ophørsrettigheder, jf. dog § 35, over for kontraktparter, der har kontrakt med en virksomhed eller enhed under afvikling, og virksomhedens eller enhedens datterselskaber, jf. dog stk. 2. Suspensionen løber fra offentliggørelsen af meddelelse om suspension, jf. § 50, til udløbet af den første hverdag herefter. Suspensionen for datterselskaberne gælder, indtil udløbet af hverdagen efter meddelelse om suspension er meddelt i den medlemsstat, hvor datterselskaberne er registreret.

Stk. 2 Suspension over for datterselskaber, jf. stk. 1, kan ske, hvis

  • 1) kontrakten garanteres eller på anden måde understøttes af virksomheden eller enheden under afvikling,

  • 2) adgangen til at bringe kontrakten til ophør beror på den økonomiske situation hos virksomheden eller enheden under afvikling eller dennes insolvens eller

  • 3) Finansiel Stabilitet har udøvet eller påtænker at udøve beføjelsen til at overføre rettigheder, aktiver eller forpligtelser fra virksomheden eller enheden under afvikling til en anden juridisk person og alle dattervirksomhedens rettigheder og forpligtelser i relation til den pågældende kontrakt overføres eller påtænkes overført til erhververen eller Finansiel Stabilitet på anden måde sikrer opfyldelsen af forpligtelsen.

Stk. 3 Suspension i medfør af stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse over for

  • 1) systemer og operatører af systemer, der er udpeget som sådan i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer,

  • 2) centrale modparter (CCP’er) og tredjelandes centrale modparter, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, eller

  • 3) centralbanker.

§ 35

Kontraktparter, der har en kontrakt med en virksomhed eller enhed under afvikling, kan uanset § 34 anvende adgangen til at bringe kontrakten til ophør forud for suspensionsfristens udløb, hvis kontraktparten har modtaget meddelelse fra Finansiel Stabilitet om, at rettighederne og forpligtelserne i henhold til kontrakten ikke vil blive

  • 1) overdraget til en anden juridisk person eller

  • 2) nedskrevet eller konverteret ved anvendelse af bail-in.

Stk. 2 Kontraktparten kan anvende adgangen til at bringe kontrakten til ophør i henhold til kontraktens bestemmelser efter suspensionsfristens udløb, jf. dog § 31, stk. 2, hvis

  • 1) Finansiel Stabilitet har overført rettighederne og forpligtelserne i henhold til kontrakten til en anden juridisk person og kontraktparten kan påberåbe sig en ophørsgrund over for erhververen eller

  • 2) rettighederne og forpligtelserne i henhold til kontrakten ikke overføres til en anden juridisk person og Finansiel Stabilitet ikke har anvendt bail-in.

§ 36

Finansiel Stabilitet skal sikre videreførelsen af aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse i form af overdragelse af ejendomsret, jf. kapitel 36 i lov om kapitalmarkeder, modregning samt slutafregnings- og nettingaftaler med henblik på at undgå overdragelse af nogle, men ikke alle rettigheder og forpligtelser omfattet af en sådan aftale mellem virksomheden eller enheden under afvikling og dennes kontraktpart og at undgå ændring eller ophør af rettigheder og forpligtelser, som er dækket af en sådan aftale, jf. dog § 39.

Stk. 2 Finansiel Stabilitet skal anses for at have sikret videreførelsen af en aftale i henhold til stk. 1, hvis parterne fortsat er berettigede til at modregne eller slutafregne og nette alle rettigheder og forpligtelser under den pågældende aftale.

§ 37

Finansiel Stabilitet skal sikre videreførelsen af kontrakter om sikkerhed for forpligtelser, jf. dog § 39, med henblik på at undgå

  • 1) overdragelse af aktiver, der er stillet som sikkerhed for en forpligtelse, medmindre forpligtelsen og den tilhørende sikkerhedsret tillige overdrages,

  • 2) overdragelse af en forpligtelse, der er stillet sikkerhed for, medmindre den tilhørende sikkerhedsret tillige overdrages,

  • 3) overdragelse af en sikkerhedsret, medmindre forpligtelsen, der er stillet sikkerhed for, tillige overdrages, eller

  • 4) ændring eller ophør af en kontrakt om sikkerhed for forpligtelser i kraft af Finansiel Stabilitets brug af afviklingsbeføjelser, såfremt denne ændring eller ophør af kontrakten bevirker, at der ikke længere er sikkerhed for forpligtelsen omfattet af kontrakten.

§ 38

Finansiel Stabilitet skal sikre videreførelsen af kontrakter om struktureret finansiering, herunder særligt dækkede obligationer, som virksomheden eller enheden under afvikling er part i, jf. dog § 39, med henblik på at undgå

  • 1) overdragelse af nogle, men ikke alle aktiver, rettigheder og forpligtelser omfattet af en sådan aftale om struktureret finansiering eller

  • 2) ophør eller ændring af rettigheder og forpligtelser omfattet af en sådan aftale om struktureret finansiering eller ændring af et aktivs status.

§ 39

Er det nødvendigt for at sikre indskydernes adgang til dækkede indskud, kan Finansiel Stabilitet uanset §§ 36-38 overdrage de dækkede indskud, som er en del af de i §§ 36-38 nævnte kontrakter, uden at overdrage andre aktiver, rettigheder eller forpligtelser omfattet af den samme kontrakt. Finansiel Stabilitet kan ligeledes overdrage aktiver eller overdrage, ændre eller ophæve rettigheder eller forpligtelser uden at overdrage de dækkede indskud.

§ 40

Finansiel Stabilitets anvendelse af afviklingsforanstaltninger må ikke påvirke driften af betalingssystemer og clearingcentraler, der i medfør af artikel 10, 1. afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer med senere ændringer er anmeldt til Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, i de tilfælde, hvor Finansiel Stabilitet

  • 1) overdrager nogle, men ikke alle aktiver, rettigheder og forpligtelser i en virksomhed eller enhed under afvikling til en anden juridisk person eller

  • 2) ved brug af øvrige afviklingsforanstaltninger ophæver eller ændrer vilkår i en kontrakt, som en virksomhed eller enhed under afvikling er part i, eller erstatter virksomheden eller enheden med erhververen som kontraktpart.

Stk. 2 En overdragelse eller en ophævelse eller ændring af vilkår, jf. stk. 1, kan ikke i sig selv indebære en tilbagekaldelse af en overførselsordre i strid med § 166 i lov om kapitalmarkeder og kan ikke ændre eller hindre gennemførelsen af endeligt indgåede overførselsordrer, jf. § 166 i lov om kapitalmarkeder, eller beskyttelsen af sikkerhedsstillelse, jf. §§ 167-169 i lov om kapitalmarkeder.

§ 41

Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om håndteringen af kontrakter, herunder kategorier af kontrakter, der omfattes af §§ 30-40.