Lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 51

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 333 af 31. marts 2015,
jf. lovbekendtgørelse nr. 24 af 04. januar 2019,
som ændret ved lov nr. 2110 af 22. december 2020, lov nr. 1155 af 08. juni 2021, lov nr. 1163 af 08. juni 2021, lov nr. 1164 af 08. juni 2021, lov nr. 2382 af 14. december 2021 og lov nr. 570 af 10. maj 2022

§ 51

Staten kan i ekstraordinære tilfælde deltage i afviklingen af en virksomhed eller enhed ved anvendelse af offentlige stabiliseringsinstrumenter, jf. stk. 2, med henblik på at opfylde afviklingsmålene, jf. § 5. Følgende betingelser skal være opfyldt:

  • 1) Virksomheden eller enheden opfylder afviklingsbetingelserne, jf. § 4.

  • 2) Alle øvrige afviklingsværktøjer er i videst muligt omfang blevet vurderet og udelukket eller anvendt.

  • 3) Deltagelsen sker med henblik på at undgå betydelige negative virkninger for den finansielle stabilitet eller for at beskytte offentlighedens interesse, hvis virksomheden eller enheden tidligere har modtaget ekstraordinær likviditetsstøtte fra Danmarks Nationalbank eller offentlig kapitalstøtte.

  • 4) Der er ydet bidrag til tabsabsorbering og rekapitalisering på mindst 8 pct. af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag ved nedskrivning af ejerskabsinstrumenter, nedskrivning og konvertering af relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser, bail-in eller på anden vis.

  • 5) Deltagelsen er godkendt i henhold til Den Europæiske Unions statsstøtteregler.

Stk. 2 De offentlige stabiliseringsinstrumenter indebærer, at staten kan yde en kapitaltilførsel i form af egentlig kernekapital, hybrid kernekapital eller supplerende kapital eller midlertidigt kan overtage ejerskabet af virksomheden eller enheden via et selskab oprettet af Finansiel Stabilitet.

Stk. 3 Staten kan alene anvende offentlige stabiliseringsinstrumenter i medfør af stk. 1, såfremt erhvervs- og vækstministeren efter indstilling fra Finansiel Stabilitet og efter høring af Finanstilsynet og Danmarks Nationalbank har vurderet, at betingelserne i stk. 1, nr. 1-5, er opfyldt, og når Folketingets Finansudvalg har godkendt bevilling herom.

Stk. 4 Finansiel Stabilitet gennemfører en beslutning om anvendelsen af offentlige stabiliseringsinstrumenter på vegne af staten. Finansiel Stabilitet kan i den forbindelse træffe de nødvendige foranstaltninger i medfør af denne lov med henblik på at gennemføre kapitaltilførslen eller det midlertidige statslige ejerskab.

Stk. 5 Finansiel Stabilitet skal sikre, at virksomheden eller enheden, der har modtaget kapitaltilførslen eller er underlagt det midlertidige statslige ejerskab, drives efter forretningsmæssige og professionelle principper, og at virksomheden eller enheden samt den tilførte kapital overdrages, så snart de forretningsmæssige og finansielle forhold i virksomheden eller enheden tillader det.