Lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 54

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 333 af 31. marts 2015,
jf. lovbekendtgørelse nr. 24 af 04. januar 2019,
som ændret ved lov nr. 2110 af 22. december 2020, lov nr. 1155 af 08. juni 2021, lov nr. 1163 af 08. juni 2021, lov nr. 1164 af 08. juni 2021, lov nr. 2382 af 14. december 2021 og lov nr. 570 af 10. maj 2022

Afvikling af indenlandske filialer af udenlandske institutter
§ 54

Finansiel Stabilitet kan iværksætte de nødvendige foranstaltninger i medfør af denne lov over for en filial her i landet, som ikke er omfattet af afviklingsprocedurer iværksat af en myndighed i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, eller som er omfattet af det pågældende lands procedurer, men hvor en af de i § 53, stk. 5, omhandlede situationer gør sig gældende.

Stk. 2 Finansiel Stabilitet kan iværksætte de nødvendige foranstaltninger i medfør af stk. 1, hvis mindst en af følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Filialen her i landet opfylder ikke eller forventes ikke at opfylde kravene for at blive meddelt tilladelse og udøve virksomhed her i landet, og der er ikke udsigt til, at tiltag truffet af den private sektor, Finanstilsynet eller det relevante tredjeland kan bringe filialen i overensstemmelse med kravene fastsat i medfør af § 1, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed eller § 7 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter eller inden for en rimelig tid forhindre, at den bliver nødlidende.

  • 2) Virksomheden eller enheden er eller forventes at være ude af stand til eller uvillig til at indfri sine forpligtelser over for kreditorer her i landet eller forpligtelser, der er oprettet eller bogført gennem filialen, når de forfalder, og der er ikke eller vil ikke blive indledt afviklingsprocedurer eller insolvensbehandlinger over for virksomheden eller enheden i dens hjemland inden for en rimelig tid.

  • 3) Der er indledt afviklingsforanstaltninger over for virksomheden eller enheden af myndighederne i dens hjemland, eller myndighederne har underrettet Finansiel Stabilitet om, at den agter at indlede en sådan foranstaltning.

Stk. 3 Iværksætter Finansiel Stabilitet en nødvendig foranstaltning over for en filial her i landet, skal Finansiel Stabilitet tage hensyn til principperne i § 12, stk. 4. Foranstaltninger iværksættes på grundlag af en værdiansættelse i medfør af kapitel 3.