Lov om revision af den kommunale inddeling Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 540 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 71 af 23. januar 2024

Kapitel 3 1 Sammenlægningsudvalg for de nye kommuner
Nedsættelse og styrelse m.v.
§ 9

Den nyvalgte kommunalbestyrelse for de nye kommuner fungerer fra den 1. januar 2006 til den 31. december 2006 som sammenlægningsudvalg, der har til opgave at forberede sammenlægningen, jf. § 19.

Stk. 2 Såfremt der inden den 31. december 2005 træffes endelig afgørelse om, at afstemningen ved valget den 15. november 2005 erklæres ugyldig, hvorfor der snarest muligt skal afholdes omvalg, træder det nyvalgte sammenlægningsudvalg ikke i funktion. Træffes der efter den 31. december 2005 endelig afgørelse herom, fratræder det nyvalgte sammenlægningsudvalg. Efter afholdelse af omvalg træder det herefter nyvalgte sammenlægningsudvalg først i funktion, når det er endeligt afgjort, at der ikke skal afholdes fornyet omvalg.

§ 10

Kapitel 11 i lov om kommunale valg om medlemmers udtræden og stedfortræderes indtræden i valgperioden finder tilsvarende anvendelse for sammenlægningsudvalget. De opgaver, der i kapitel 11 i lov om kommunale valg er tillagt det nyvalgte amtsråd, varetages af det nyvalgte sammenlægningsudvalg.

§ 11

Sammenlægningsudvalget afholder sit konstituerende møde i tidsrummet 1.-15. december 2005, dog tidligst efter at sammenlægningsvalgbestyrelsen, jf. § 5, stk. 2, har truffet afgørelse vedrørende eventuelle valgklager og anmodninger om fritagelse for at modtage valg. Medlemmerne indkaldes til sammenlægningsudvalgets konstituerende møde af det ældste medlem.

Stk. 2 På det konstituerende møde vælger sammenlægningsudvalget sin formand blandt sine medlemmer. Valget ledes af det medlem, der har indkaldt til mødet. Valget foretages efter reglerne i § 24, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse.

Stk. 3 Ingen, der er ansat i en af de kommuner, der indgår i kommunesammenlægningen, kan være formand for sammenlægningsudvalget. Formanden for sammenlægningsudvalget kan ikke samtidig være formand for et forberedelsesudvalg, jf. § 44, stk. 3, i lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab, eller amtsborgmester. Formanden for sammenlægningsudvalget har krav på fritagelse for sit hverv, hvis han er amtsborgmester eller vælges til formand for et forberedelsesudvalg.

Stk. 4 Så snart valget af formand har fundet sted, vælger sammenlægningsudvalget blandt sine medlemmer en første og en anden næstformand til i den nævnte rækkefølge at fungere i formandens forfald. Valget ledes af den nyvalgte formand eller i dennes forfald af det medlem, der har ledet formandsvalget, og foretages under ét som forholdstalsvalg, jf. § 24, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse.

Stk. 5 Valget af formand og første næstformand har tillige gyldighed for kommunalbestyrelsens første funktionsperiode. Såfremt det bestemmes i kommunens styrelsesvedtægt, at der tillige skal vælges en anden næstformand, har sammenlægningsudvalgets valg af anden næstformand gyldighed for kommunalbestyrelsens første funktionsperiode.

§ 12

Sammenlægningsudvalget træffer beslutning om, når og hvor sammenlægningsudvalgets møder skal afholdes, og der indrykkes bekendtgørelse herom i den lokale presse efter sammenlægningsudvalgets bestemmelse. I bekendtgørelsen angives tillige, på hvilken måde sagsfortegnelse og udskrift af beslutningsprotokollen vil være tilgængelig for beboerne i de kommuner, der indgår i sammenlægningen, jf. stk. 2. Møderne bekendtgøres forud i den lokale presse efter sammenlægningsudvalgets bestemmelse.

Stk. 2 En fortegnelse over de sager, der vil komme til behandling på sammenlægningsudvalgets møde, samt en udskrift af beslutningsprotokollen skal med de begrænsninger, der følger af lovgivningens regler om tavshedspligt, så vidt muligt være tilgængelig for beboerne i de kommuner, der indgår i sammenlægningen.

Stk. 3 Lov om kommunernes styrelse § 8, stk. 2-5, om indkaldelse til og afholdelse af kommunalbestyrelsens møder finder tilsvarende anvendelse for sammenlægningsudvalgets møder.

§ 13

Sammenlægningsudvalget kan nedsætte et eller flere underudvalg til varetagelse af bestemte hverv eller til udførelse af forberedende eller rådgivende funktioner for sammenlægningsudvalget. Sammenlægningsudvalget bestemmer underudvalgenes sammensætning og fastsætter regler for deres virksomhed.

Stk. 2 Underudvalgenes medlemmer vælges i mangel af enighed ved et forholdstalsvalg for hvert underudvalg for sig, jf. § 24, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse.

§ 14

Sammenlægningsudvalget træffer beslutning om etablering af administrativ bistand i forbindelse med udvalgets arbejde, herunder om ansættelse og afskedigelse af personale hertil.

§ 15

Kommunalbestyrelserne i de kommuner, der indgår i en sammenlægning, skal yde sammenlægningsudvalget den bistand til forberedelsen af sammenlægningen, sammenlægningsudvalget måtte forlange, herunder tilvejebringe og meddele de oplysninger, sammenlægningsudvalget måtte forlange, samt lade sig repræsentere ved de møder, sammenlægningsudvalget måtte indkalde til. Sammenlægningsudvalget kan fastsætte frister herfor.

§ 16

Sammenlægningsudvalget vedtager selv sin forretningsorden.

§ 17

Der ydes sammenlægningsudvalgets medlemmer vederlag m.v. i overensstemmelse med reglerne i § 16, stk. 1, 3-7 og 9-13, § 16 a og § 34 i lov om kommunernes styrelse, jf. dog stk. 2. Sammenlægningsudvalget kan beslutte at yde vederlag m.v. i overensstemmelse med de i 1. pkt. nævnte bestemmelser.

Stk. 2 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om vederlaget m.v. og kan i den forbindelse fravige stk. 1. Der kan herunder fastsættes regler om reduktion af de vederlag, der ydes til medlemmer af sammenlægningsudvalget, der samtidig er medlemmer af en kommunalbestyrelse.

Stk. 3 Har et medlem af sammenlægningsudvalget, der samtidig er kommunalbestyrelsesmedlem, ikke valgt at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med hvervet som kommunalbestyrelsesmedlem, jf. § 16, stk. 5, i lov om kommunernes styrelse, kan vedkommende ikke vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med hvervet som medlem af sammenlægningsudvalget.

§ 18

Lov om kommunernes styrelse § 7 om valget som kommunalbestyrelsens formand og næstformænd, §§ 9-15 om kommunalbestyrelsens møder m.v., § 24 om valgmåde, §§ 25 og 26 om valg af medlemmer til udvalg m.v., § 28 om et medlems udtræden af udvalg m.v., §§ 30-33 om kommunalbestyrelsens formand, § 43 om kommunens bogføring, § 44 om kommunens anbringelse af midler, § 63 om kommunalbestyrelsens oplysningspligt, § 66 om borgmesterens funktionsvægring, § 67 om løn- og øvrige ansættelsesforhold for personale i kommunal tjeneste og § 68 om udbud af kommunens faste ejendomme finder tilsvarende anvendelse for sammenlægningsudvalgets virksomhed. De forskrifter, der er udstedt i medfør af §§ 67 og 68, finder tilsvarende anvendelse, medmindre indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter andet.

Opgaver m.v.
§ 19

Sammenlægningsudvalget skal i sammenlægningsudvalgets funktionsperiode

  • 1) vedtage de nærmere regler om styrelsen af den nye kommunes anliggender i en styrelsesvedtægt, jf. § 2, stk. 2 og 3, i lov om kommunernes styrelse,

  • 2) vedtage den nye kommunalbestyrelses forretningsorden, jf. § 2, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse,

  • 3) vedtage den nye kommunes budget for 2007,

  • 4) antage en sagkyndig revision for den nye kommune, jf. § 42, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse,

  • 5) fastsætte de nærmere regler for indretningen af den nye kommunes kasse- og regnskabsvæsen i et regulativ, jf. § 42, stk. 7, i lov om kommunernes styrelse,

  • 6) fastsætte de nærmere regler for den nye kommunes revision i et revisionsregulativ,

  • 7) træffe bestemmelse om indretning af den nye kommunes administration, herunder ansættelse og afskedigelse af personale hertil,

  • 8) træffe bestemmelse om ophævelse af samarbejder mellem kommunalbestyrelserne i kommuner, der indgår i den nye kommune, herunder bestemmelse om ophævelse af kommunale samarbejder, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, mellem sådanne kommuner,

  • 9) træffe bestemmelse om opsigelse eller ændring af aftaler, herunder aftaler om kommunale samarbejder, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, med virkning for den nye kommune,

  • 10) træffe bestemmelse om den nye kommunes eventuelle deltagelse i samarbejder med andre,

  • 11) træffe beslutninger i overensstemmelse med de i medfør af §§ 20-23 fastsatte regler vedrørende beslutninger om væsentlige dispositioner, der træffes af kommunalbestyrelsen i kommuner, der skal indgå i en sammenlægning,

  • 12) i henhold til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen med virkning for den nye kommune indgå i forhandlinger om og træffe beslutning om vedtagelse eller forkastelse af aftaleudkast og mæglingsforslag vedrørende aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der som følge af en ændret opgavefordeling skal overføres til den nye kommune, og

  • 13) træffe andre beslutninger, der er nødvendige med henblik på at forberede oprettelsen af den nye kommune samt tilførslen af nye opgaver til den nye kommune.

§ 20

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at beslutninger om væsentlige økonomiske dispositioner, der med virkning for 2006 eller senere træffes den 1. januar 2006 eller senere af kommunalbestyrelsen i kommuner, der indgår i en sammenlægning, kræver sammenlægningsudvalgets godkendelse. Reglerne kan begrænses til at vedrøre en eller flere kommuner eller bestemte former for økonomiske dispositioner.

Stk. 2 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler, hvorefter sammenlægningsudvalget kan fastsætte vilkår for godkendelsen, herunder at anmodning om godkendelse skal besluttes af kommunalbestyrelsen i et møde.

Stk. 3 Dispositioner, som er nødvendige til opfyldelse af foranstaltninger, der er påbudt ved lov eller anden bindende retsforskrift, undtages fra stk. 1.

§ 21

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler, hvorefter beslutninger om væsentlige økonomiske dispositioner, der med virkning for 2006 eller senere træffes inden den 1. januar 2006 af kommunalbestyrelsen i kommuner, der indgår i en sammenlægning, i forbindelse med eller efter vedtagelsen af budgettet for 2006, kan ændres af sammenlægningsudvalget. Reglerne kan begrænses til at vedrøre en eller flere kommuner eller bestemte former for økonomiske dispositioner.

Stk. 2 En ændring efter stk. 1 må ikke indebære merudgifter for den kommune, hvis beslutning ændres. Indenrigs- og sundhedsministeren kan endvidere fastsætte regler, hvorefter sammenlægningsudvalget kan fastsætte vilkår for ændringen, herunder om, at den del af en bevilling, som knytter sig til en beslutning, der ændres efter stk. 1, ikke kan anvendes uden sammenlægningsudvalgets samtykke.

§ 22

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler, hvorefter beslutninger, der med virkning for 2006 eller senere træffes af kommunalbestyrelsen i kommuner, der indgår i en sammenlægning, i forbindelse med eller efter vedtagelsen af budgettet for 2006, om nyansættelse af personale kræver godkendelse af sammenlægningsudvalget. Reglerne kan begrænses til at vedrøre en eller flere kommuner eller bestemte former for nyansættelser.

Stk. 2 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler, hvorefter sammenlægningsudvalget kan fastsætte vilkår for godkendelsen efter stk. 1, herunder at anmodning om godkendelse skal besluttes af kommunalbestyrelsen i et møde.

Stk. 3 Ved nyansættelse af personale, jf. stk. 1, forstås ansættelser, der ikke er genbesættelser af stillinger.

Stk. 4 Nyansættelser, som er nødvendige til opfyldelse af foranstaltninger, der er påbudt ved lov eller anden bindende retsforskrift, undtages fra stk. 1.

§ 23

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler, hvorefter sammenlægningsudvalget kan pålægge kommunalbestyrelsen i en kommune, der indgår i en sammenlægning, at nedsætte størrelsen af en bevilling, der er fastsat med vedtagelsen af budgettet for 2006, til et bestemt beløb. Reglerne kan begrænses til at vedrøre en eller flere kommuner eller bevillinger inden for et eller flere bestemte områder.

Stk. 2 Et pålæg efter stk. 1 udgør den bindende regel for forvaltningen i den i stk. 1 nævnte kommune fra det tidspunkt, hvor pålægget meddeles kommunalbestyrelsen. Foranstaltninger, der medfører indtægter eller udgifter, som indebærer en overskridelse af den i henhold til pålægget nedsatte bevilling, kan ikke iværksættes. Foranstaltninger, der er påbudt ved lov eller anden bindende retsforskrift, kan dog iværksættes uanset pålægget.

Stk. 3 Et pålæg efter stk. 1 skal ledsages af et forslag til nedsættelse af nærmere angivne poster på årsbudgettet. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om specifikationen af de poster på årsbudgettet, som et pålæg efter stk. 1 skal ledsages af et forslag til nedsættelse af.

§ 24

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsernes pligt til løbende at orientere sammenlægningsudvalget om den økonomiske udvikling i de kommuner, der indgår i en sammenlægning, herunder likviditetsudviklingen og nyansættelser, og om budgettet for 2006.

§ 25

Kommunalbestyrelsen i den nye kommune indtræder den 1. januar 2007 i de rettigheder og pligter, sammenlægningsudvalget har erhvervet henholdsvis påtaget sig. Samtidig overtager den nye kommunalbestyrelse sammenlægningsudvalgets aktiver og passiver.

§ 26

Forslag til budget for 2007 og til flerårige budgetoverslag for den nye kommune udarbejdes af sammenlægningsudvalgets formand til sammenlægningsudvalget.

Stk. 2 Forslaget til budget for 2007 og til flerårige budgetoverslag for den nye kommune skal undergives 2 behandlinger i sammenlægningsudvalget med mindst 3 ugers mellemrum. Ved 2. behandling undergives forslaget til budget for 2007 og til flerårige budgetoverslag sammenlægningsudvalgets drøftelse og beslutning.

Stk. 3 Budgettet for den nye kommune for 2007 afgiver i den form, hvori det endeligt er vedtaget af sammenlægningsudvalget, den bindende regel for størrelsen af skatteudskrivningen for den nye kommune for 2007. De poster på budgettet, hvortil sammenlægningsudvalget ved årsbudgettets vedtagelse har taget bevillingsmæssig stilling, jf. stk. 2, afgiver tillige den bindende regel for den nye kommunes forvaltning for 2007.

Stk. 4 Lov om kommunernes styrelse § 39 og § 40, stk. 2 og 3, finder anvendelse for budgettet for den nye kommune for 2007.

Stk. 5 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om sammenlægningsudvalgenes udarbejdelse og vedtagelse af budget for 2007 og flerårige budgetoverslag for de nye kommuner og foreskriver formen for budgettet og budgetoverslagene.

Økonomi og finansiering
§ 27

Sammenlægningsudvalget vedtager selv sit budget for sammenlægningsudvalgets funktionsperiode.

Stk. 2 Forslag til sammenlægningsudvalgets budget udarbejdes af sammenlægningsudvalgets formand til sammenlægningsudvalget og undergives sammenlægningsudvalgets drøftelse og beslutning.

Stk. 3 De poster på sammenlægningsudvalgets budget, hvortil sammenlægningsudvalget ved budgettets vedtagelse har taget bevillingsmæssig stilling, jf. stk. 2, afgiver den bindende regel for sammenlægningsudvalgets forvaltning i sammenlægningsudvalgets funktionsperiode.

Stk. 4 Det endeligt vedtagne budget skal være tilgængeligt for beboerne i de kommuner, der indgår i en sammenlægning. En kort redegørelse for indholdet af budgettet skal offentliggøres efter sammenlægningsudvalgets nærmere bestemmelse.

Stk. 5 Lov om kommunernes styrelse § 40, stk. 2, 1.-3. pkt., og § 40, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse for sammenlægningsudvalgets budget.

Stk. 6 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om sammenlægningsudvalgets udarbejdelse og vedtagelse af sammenlægningsudvalgets budget og om offentliggørelsen af redegørelsen for indholdet af sammenlægningsudvalgets budget og foreskriver formen for sammenlægningsudvalgets budget.

§ 28

Sammenlægningsudvalget antager en sagkyndig revision, der skal godkendes af tilsynsmyndigheden, til at revidere sammenlægningsudvalgets regnskab. Sammenlægningsudvalgets afskedigelse af revisionen kræver tilsynsmyndighedens samtykke.

Stk. 2 Sammenlægningsudvalgets kasse- og regnskabsvæsen udøves i overensstemmelse med kasse- og regnskabsregulativet for en af de kommuner, der indgår i sammenlægningen. Sammenlægningsudvalget træffer beslutning om, hvilken af de i 1. pkt. nævnte kommuners kasse- og regnskabsregulativ sammenlægningsudvalgets kasse- og regnskabsvæsen skal udøves i overensstemmelse med.

Stk. 3 Revisionen af sammenlægningsudvalgets regnskab foretages i overensstemmelse med revisionsregulativet for en af de kommuner, der indgår i sammenlægningen. Sammenlægningsudvalget træffer beslutning om, hvilken af de i 1. pkt. nævnte kommuners revisionsregulativ revisionen skal foretages i overensstemmelse med.

Stk. 4 Sammenlægningsudvalget og kommunalbestyrelsen i den nye kommune skal tilvejebringe og meddele revisionen de oplysninger, der er fornødne for revisionens virksomhed.

Stk. 5 For revisionen af sammenlægningsudvalgets regnskab finder reglerne i lov om kommunernes styrelse § 42, stk. 2-4 og 6 og stk. 7, 2. pkt., og § 57, stk. 3, tilsvarende anvendelse.

Stk. 6 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om revisionen af sammenlægningsudvalgets regnskab og om bestyrelsen af sammenlægningsudvalgets kasse- og regnskabsvæsen.

§ 29

Sammenlægningsudvalgets regnskab aflægges af økonomiudvalget i den nye kommune til kommunalbestyrelsen i den nye kommune.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen i den nye kommune afgiver regnskabet til sammenlægningsudvalgets revision. Efter at revisionens bemærkninger til regnskabet har været meddelt økonomiudvalget i den nye kommune, træffer kommunalbestyrelsen i den nye kommune i et møde afgørelse med hensyn til de fremkomne bemærkninger og regnskabets godkendelse.

Stk. 3 Sammenlægningsudvalgets regnskab sendes til den statsforvaltning, der varetager tilsynet med den nye kommune, sammen med revisionsberetningen og de afgørelser, kommunalbestyrelsen i den nye kommune har truffet i forbindelse hermed, jf. stk. 2.

Stk. 4 Lov om kommunernes styrelse § 45, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 3, finder tilsvarende anvendelse for sammenlægningsudvalgets regnskab. Lov om kommunernes styrelse § 42 b og § 42 c finder tilsvarende anvendelse for revisionens beretninger til sammenlægningsudvalgets regnskab.

Stk. 5 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om aflæggelse af sammenlægningsudvalgets regnskab, om afgørelse af bemærkninger og om regnskabets indsendelse til statsforvaltningen og foreskriver formen for sammenlægningsudvalgets regnskab.

§ 30

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om sammenlægningsudvalgets adgang til at forpligte sammenlægningsudvalget og den nye kommune ved låntagning og lignende dispositioner.

Stk. 2 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om mellemværender mellem sammenlægningsudvalget og kommunale forsyningsvirksomheder.

§ 31

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om sammenlægningsudvalgets adgang til at forpligte sammenlægningsudvalget og den nye kommune ved kaution eller anden økonomisk garanti samt ved tilsagn om regelmæssige ydelser og lign., som sammenlægningsudvalget henholdsvis den nye kommune ikke efter loven er forpligtet til at præstere.

§ 32

Udgifterne til sammenlægningsudvalgets virksomhed afholdes af de kommuner, der indgår i sammenlægningen. Udgifterne til sammenlægningsudvalgets virksomhed fordeles mellem kommunerne i forhold til det af indenrigs- og sundhedsministeren udmeldte udskrivningsgrundlag for kommunerne for 2006, jf. § 7 i lov om kommunal indkomstskat.

Tilsyns- og straffebestemmelser
§ 33

Tilsynet med sammenlægningsudvalgene varetages af vedkommende statsamtmand, jf. stk. 2.

Stk. 2 Tilsynet med sammenlægningsudvalgene for de nye kommuner, der efter den 1. januar 2007 er beliggende i Region Hovedstaden, varetages af statsamtmanden for Københavns Amt. Tilsynet med sammenlægningsudvalgene for de nye kommuner, der efter den 1. januar 2007 er beliggende i Region Sjælland, varetages af statsamtmanden for Vestsjællands Amt. Tilsynet med sammenlægningsudvalgene for de nye kommuner, der efter den 1. januar 2007 er beliggende i Region Syddanmark, varetages af statsamtmanden for Sønderjyllands Amt. Tilsynet med sammenlægningsudvalgene for de nye kommuner, der efter den 1. januar 2007 er beliggende i Region Midtjylland, varetages af statsamtmanden for Århus Amt. Tilsynet med sammenlægningsudvalgene for de nye kommuner, der efter den 1. januar 2007 er beliggende i Region Nordjylland, varetages af statsamtmanden for Nordjyllands Amt.

§ 34

Lov om kommunernes styrelse kapitel VI og VII finder i øvrigt tilsvarende anvendelse på de i § 33, stk. 2, anførte statsamtmænds tilsyn med sammenlægningsudvalgene.

§ 35

Et medlem af sammenlægningsudvalget, der gør sig skyldig i grov tilsidesættelse af de pligter, som den pågældendes hverv medfører, straffes med bøde. Simpelt uagtsom pligttilsidesættelse straffes dog ikke.