Lov om Seniorpensionsenheden Kapitel 7

Denne konsoliderede version af lov om Seniorpensionsenheden er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 869 af 01. januar 1900,
jf. lovbekendtgørelse nr. 869 af 14. juni 2020,
som ændret ved lov nr. 2190 af 29. december 2020

Kapitel 7 1 Regnskab og revision
§ 11

For hvert regnskabsår udarbejder bestyrelsen for Seniorpensionsenheden en årsrapport for Seniorpensionsenhedens virksomhed, der som minimum består af en ledelsesberetning, en ledelsespåtegning og et årsregnskab bestående af balance, resultatopgørelse og noter, herunder en redegørelse for anvendt regnskabspraksis. Regnskabsåret følger kalenderåret.

Stk. 2 Årsrapporten for Seniorpensionsenheden skal revideres af en statsautoriseret revisor. Revisionen skal udføres i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik og regler fastsat i medfør af § 13. Revisionen omfatter ikke ledelsesberetningen og eventuelle supplerende beretninger, som indgår i årsrapporten. Revisoren skal dog afgive en udtalelse om, hvorvidt oplysningerne i ledelsesberetningen og eventuelle supplerende beretninger er i overensstemmelse med årsregnskabet.

Stk. 3 Årsrapporten og revisionsprotokollen vedrørende årsrapporten fra revisionen, herunder protokollen fra en eventuel intern revision, jf. § 12, stk. 3, sendes til beskæftigelsesministeren snarest muligt efter bestyrelsens godkendelse af årsrapporten, dog senest 6 måneder efter regnskabsårets udløb.

Stk. 4 Årsrapporten offentliggøres.

§ 12

Bestyrelsen for Seniorpensionsenheden udnævner en revisor for Seniorpensionsenhedens virksomhed.

Stk. 2 Beskæftigelsesministeren kan i særlige tilfælde udpege en yderligere revisor. Denne revisor fungerer på samme vilkår og efter samme regler som den revisor, der er udnævnt af bestyrelsen for Seniorpensionsenheden.

Stk. 3 Bestyrelsen for Seniorpensionsenheden kan bestemme, at der skal oprettes en intern revision, der ledes af en revisionschef.

Stk. 4 Ved revisorskifte skal både bestyrelsen for Seniorpensionsenheden og den afgående revisor orientere beskæftigelsesministeren om årsagen til skiftet.

Stk. 5 Efter revision af årsregnskabet forsyner revisionen det med en påtegning om, at det er revideret.

Stk. 6 Revisorerne har altid ret til at deltage i bestyrelsesmøder under behandling af sager, der har betydning for revisionen eller aflæggelse af årsrapporten.

Stk. 7 Revisorerne har pligt til at deltage i bestyrelsens behandling af de sager, der har betydning for revisionen eller aflæggelse af årsrapporten, hvis det ønskes af blot ét bestyrelsesmedlem.

§ 13

Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler for budgetter, regnskaber og revision i Seniorpensionsenheden.