Lov om statstilskud til zoologiske anlæg § 6

Denne konsoliderede version af lov om statstilskud til zoologiske anlæg er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 255 af 12. april 2000,
som ændret ved lov nr. 1531 af 21. december 2010 og lov nr. 628 af 08. juni 2016

§ 6

Kulturministeren opretter et Råd for Zoologiske Anlæg. Rådet afløser det eksisterende Tilsynsråd for Zoologiske Haver. Rådet for Zoologiske Anlæg har til opgave at afgive udtalelse om godkendelse i henhold til § 2, at føre tilsyn med zoologiske anlæg, der modtager statstilskud, at afgive indstilling om beregningen af statstilskud efter § 4 og indstilling om godkendelse af zoologiske anlægs vedtægter, budget og regnskab og i øvrigt at være rådgivende for kulturministeren i sager vedrørende zoologiske anlæg.

Stk. 2 Rådet for Zoologiske Anlæg består af syv medlemmer og syv suppleanter og sammensættes som følger: To medlemmer, som skal have indsigt i drift af zoologiske anlæg og i formidling af zoologisk viden, indstilles af DAZA (Danske Zoologiske Haver og Akvarier). Et medlem med indsigt i dyrevelfærd indstilles af Justitsministeriet, et medlem med indsigt i spørgsmål vedrørende biologisk mangfoldighed indstilles af Miljøministeriet, og et medlem, som besidder veterinær sagkundskab, indstilles af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Endelig udpeges to medlemmer af kulturministeren. Kulturministeren skal i øvrigt sikre, at rådet besidder sagkundskab inden for erhvervsøkonomi.

Stk. 3 Kulturministeren beskikker rådets medlemmer for fire år ad gangen. Ministeren udpeger blandt medlemmerne rådets formand og næstformand.

Stk. 4 Kulturministeren fastsætter efter indstilling fra rådet en forretningsorden for dette. Rådet betjenes af et sekretariat. Udgifter til drift af rådet og af sekretariatet afholdes inden for den samlede ramme for statstilskud til zoologiske anlæg.