Databeskyttelsesloven § 2

Denne konsoliderede version af databeskyttelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven)

Lov nr. 502 af 23. maj 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 289 af 08. marts 2024

§ 2

Lovens §§ 6-8 og 10 og § 11, stk. 1, og databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra a-c, artikel 6, artikel 7, stk. 3, 1. og 2. pkt., artikel 9 og 10 og artikel 77, stk. 1, gælder også for manuel videregivelse af personoplysninger til en anden forvaltningsmyndighed. Datatilsynet fører i overensstemmelse med lovens kapitel 10 tilsyn med videregivelse som nævnt i 1. pkt.

Stk. 2 Loven og databeskyttelsesforordningen gælder endvidere for behandling af oplysninger om virksomheder m.v., hvis denne behandling udføres for kreditoplysningsbureauer. Tilsvarende gælder, for så vidt angår behandlinger, som er omfattet af § 26, stk. 1, nr. 1.

Stk. 3 Kapitel 4 gælder også for behandling af oplysninger om virksomheder m.v., jf. § 1, stk. 1.

Stk. 4 Loven og databeskyttelsesforordningen gælder for enhver form for behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.

Stk. 5 Loven og databeskyttelsesforordningen finder anvendelse på oplysninger om afdøde personer i 10 år efter vedkommendes død.

Stk. 6 Justitsministeren kan efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om, at loven og databeskyttelsesforordningen helt eller delvis skal finde anvendelse på oplysninger om afdøde personer i en længere eller kortere periode end angivet i stk. 5.

Stk. 7 Uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, kan justitsministeren fastsætte regler om, at lovens regler helt eller delvis skal finde anvendelse på behandling af oplysninger om virksomheder m.v., som udføres for private.

Stk. 8 Uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 3, kan vedkommende minister fastsætte regler om, at lovens regler helt eller delvis skal finde anvendelse på behandling af oplysninger om virksomheder m.v., som udføres for den offentlige forvaltning.