Tilholdsloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af tilholdsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning

Lov nr. 112 af 03. februar 2012,
som ændret ved lov nr. 434 af 01. maj 2013, lov nr. 633 af 12. juni 2013, lov nr. 1724 af 27. december 2016, lov nr. 329 af 30. marts 2019 og lov nr. 2600 af 28. december 2021

Kapitel 1 1 Tilhold og opholdsforbud
§ 1

Ved tilhold kan en person forbydes at opsøge en anden ved personlig, mundtlig eller skriftlig henvendelse, herunder ved elektronisk kommunikation, eller på anden måde kontakte eller følge efter den anden.

§ 2

Tilhold kan gives, hvis

  • 1) der er begrundet mistanke om, at en person

    • a) har krænket en andens fred ved at forfølge eller genere den anden ved kontakt m.v. som anført i § 1 eller

    • b) mod den anden har begået strafbart forhold, der kan sidestilles med en sådan fredskrænkelse, og

  • 2) der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende fortsat vil krænke den anden som anført i nr. 1.

Stk. 2 Tilhold kan endvidere gives, hvis

  • 1) der er begrundet mistanke om, at en person har begået en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om drab, røveri, frihedsberøvelse, vold, brandstiftelse, voldtægt eller anden seksualforbrydelse eller forsøg på en af de nævnte forbrydelser, og

  • 2) den forurettede eller dennes nærmeste efter lovovertrædelsens grovhed ikke findes at skulle tåle kontakt m.v. med den pågældende som anført i § 1.

Stk. 3 Tilhold kan derudover gives, hvis en person med rimelig grund mistænkes for at have begået eller forsøgt at begå en overtrædelse af straffelovens bestemmelse om ulovlig tvang ved at tvinge en anden til ægteskab eller en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed. Politidirektøren kan uanset betingelserne i § 14 træffe afgørelse om tilhold efter 1. pkt.

§ 2a

Tilhold kan gives foreløbigt, hvis

  • 1) en person med rimelig grund er mistænkt for at krænke en anden som anført i § 2, stk. 1, nr. 1,

  • 2) betingelsen i § 2, stk. 1, nr. 2, er opfyldt og

  • 3) personen ikke har en rimelig interesse i at kontakte den anden.

Stk. 2 Et tilhold efter stk. 1 gælder indtil videre og bortfalder, når der træffes afgørelse efter §§ 2 eller 4 eller om tilbagekaldelse.

Stk. 3 En afgørelse efter §§ 2 eller 4 skal så vidt muligt træffes senest 60 dage efter forkyndelsen af afgørelsen efter stk. 1.

§ 3

Ved opholdsforbud kan en person forbydes at opholde sig eller færdes i et nærmere afgrænset område i nærheden af en anden persons bolig eller arbejds-, uddannelses- eller opholdssted eller andet område, hvor denne ofte færdes.

§ 4

Opholdsforbud kan gives, hvis betingelserne for tilhold efter § 2 er opfyldt, når

  • 1) mistanken angår oftere gentagen krænkelse efter § 2, stk. 1, nr. 1, forsætlig overtrædelse af et tilhold efter § 1 eller en lovovertrædelse omfattet af § 2, stk. 2 eller 3, eller § 8, nr. 1, og

  • 2) et tilhold efter § 1 ikke kan anses for tilstrækkeligt til at beskytte den anden person.

§ 5

Et tilhold gives for et bestemt tidsrum på indtil 5 år, jf. dog § 2 a, stk. 2. Et opholdsforbud gives for et bestemt tidsrum på indtil 1 år.

§ 6

Et tilhold eller opholdsforbud kan udstrækkes til at omfatte et medlem af forurettedes husstand, hvis det findes nødvendigt af hensyn til formålet med tilholdet eller opholdsforbuddet.