Lov om Tillæg til Borgerlig Straffelov angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed. Kapitel I

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 259 af 01. juni 1945,
jf. lovbekendtgørelse nr. 368 af 06. juli 1946,
som ændret ved lov nr. 286 af 18. juni 1951 og lov nr. 1097 af 22. december 1993

Kapitel I
§ 1

Denne Lovs Bestemmelser kommer til Anvendelse paa Handlinger, der er foretaget i Tiden fra og med den 9. April 1940 indtil 2 Aar efter Lovens Ikrafttræden. Borgerlig Straffelovs almindelige Bestemmelser om Forholdet mellem ny og ældre Lov er ikke til Hinder for, at Paakendelse sker i Henhold til de ved denne Lov fastsatte Regler.

Stk. 2 De i denne Lov omhandlede Handlinger, der er foretaget forinden den 29. August 1943, er straffri, saafremt Gerningsmanden handlede i Henhold til Lov eller Ordre eller Anvisning givet af lovlig dansk Myndighed inden for dennes Myndighedsomraade. Er Handlingen foretaget paa eller efter nævnte Dato, kan under den nævnte Forudsætning Tiltale undlades eller Straffen nedsættes eller under særligt formildende Omstændigheder bortfalde.

Stk. 3 Bestemmelsen i Borgerlig Straffelov § 84, Stk. 1, Nr. 3, finder ikke Anvendelse paa Handlinger, der omfattes af denne Lov.

§ 2

Denne Lov kommer til Anvendelse paa Handlinger foretaget af Personer, der ved Handlingens Foretagelse havde dansk Indfødsret eller var bosat i den danske Stat, uden Hensyn til, om Handlingen er foretaget inden for eller uden for denne, og i sidste Fald uden Hensyn til, om den er strafbar efter Gerningsstedets Lovgivning. Loven finder tilsvarende Anvendelse paa danske Statsborgere, som efter den 9. April 1940 har erhvervet tysk Statsborgerret.

Stk. 2 Sag for Overtrædelse af denne Lov kan rejses, selv om Gerningsmanden tidligere her eller i Udlandet er dømt eller frifundet for den paagældende Handling. Tidligere udstaaet Straf afkortes i den Straf, der idømmes efter denne Lov. Er der tidligere for samme Handling idømt en Straf, som ikke er udstaaet, fastsættes der en Fællesstraf.

§ 3

For handlinger omfattet af denne lov idømmes fængsel. Arbejdshus, Sikkerhedsforvaring eller Psykopatfængsel kan ikke idømmes efter denne Lov. Betingede Straffedomme finder ikke Anvendelse.

Stk. 2 Fængsel idømmes fra 2 Aar indtil på Livstid. Under formildende Omstændigheder, derunder

  • 1) naar Gerningsmanden før eller kort efter den 29. August har bragt det strafbare Forhold til Ophør,

  • 2) naar Gerningsmanden har begaaet det strafbare Forhold under Indflydelse af en særlig Pression eller Paavirkning gennem Opdragelse eller paa Grund af en paa ung Alder beroende Umodenhed, eller der i øvrigt i de Forhold, hvorunder han er opvokset, foreligger undskyldende Momenter,

  • 3) naar den strafbare Virksomhed kun har varet i ganske kort Tid,

  • 4) naar det strafbare Forhold bestaar i, at den paagældende har ladet sig hverve til tysk Krigstjeneste, og Hvervningen er sket før den 29. August 1943, og

  • 5) naar det strafbare Forhold bestaar i at den paagældende har ladet sig hverve til tysk Krigstjeneste eller Vagttjeneste, og Hvervningen er sket i Udlandet, kan Straffen nedsættes til Fængsel i 1 Aar. Hvor Strafnedsættelse i øvrigt er hjemlet, kan straffen gaa ned til Fængsel i 30 Dage.

Stk. 3 De nærmere Regler for Strafudstaaelsen fastsættes ved kgl. Anordning. Prøveløsladelse kan finde Sted i Overensstemmelse med Reglerne i Borgerlig Straffelov, dog tidligst, naar 1 Aar af Straffetiden er udstaaet.

Stk. 4 Ungdomsfængsel kan kun bringes til Anvendelse, for saa vidt Gerningsmanden ved den strafbare Handlings Foretagelse ikke var fyldt 18 Aar. Borgerlig Straffelov § 84, Stk. 1, Nr. 2, sidste Punktum, finder ikke Anvendelse paa Handlinger, der omfattes af denne Lov.

§ 4

Naar nogen findes skyldig i et efter denne Lov strafbart Forhold, kan det ved Dommen bestemmes, at hans Formue og ham tilhørende Rente- eller Indtægtsnydelser helt eller delvis skal inddrages til Fordel for Statskassen.

Stk. 2 Dispositioner, som nogen med en truende Konfiskation for Øje har foretaget i den for Medkontrahenten kendelige Hensigt derved at sikre sine Midler mod Konfiskation, er ugyldige.

§ 5

Formue, der tilhører Danmarks nationalsocialistiske Arbejderparti, Hipo-, Sommer- eller Schalburgkorpset, Dansk Folkeværn eller lignende Sammenslutninger, der har været tilsluttet eller i øvrigt virket for den tyske Værnemagt, skal inddrages til Fordel for Statskassen.

Stk. 2 Sag herom indbringes for de i § 2, 1. Pkt., i Lov om Tillæg til Lov om Rettens Pleje vedrørende Behandling af Sager, angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed m.v. omhandlede Domstole, der ved Kendelse afgør, om Betingelserne for Inddragelse foreligger.

Stk. 3 De i Lov Nr. 406 af 28. August 1945 indeholdte Regler om Konfiskationskrav finder tilsvarende Anvendelse.

§ 6

(Ophævet)

§ 7

Strafansvar eller andre Retsfølger i Henhold til denne Lov samt Adgang til at fuldbyrde de i Medfør af denne afsagte Domme forældes ikke.