Lov om udbyttedeling ved anvendelse af genetiske ressourcer § 2

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1375 af 23. december 2012

§ 2

I denne lov forstås ved:

  • 1) Genetiske ressourcer: Organismers funktionelle arveegenskaber samt naturligt forekommende biokemiske stoffer, der er et resultat af det genetiske udtryk eller stofomsætning i organismerne.

  • 2) Anvendelse: Forskning og udvikling vedrørende den genetiske og/eller biokemiske sammensætning af genetiske ressourcer, herunder gennem brug af bioteknologi. Ved anvendelse forstås endvidere udvikling og markedsføring af produkter, der er baseret på genetiske ressourcer.

  • 3) Nagoyaprotokollen: Nagoyaprotokollen om adgang til genetiske ressourcer samt rimelig og retfærdig fordeling af de fordele, der opstår ved udnyttelse af disse ressourcer, til konventionen om den biologiske mangfoldighed.