STU-loven § 6

Denne konsoliderede version af sTU-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov

Lov nr. 564 af 06. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 610 af 28. maj 2019,
som ændret ved lov nr. 731 af 13. juni 2023 og lov nr. 754 af 13. juni 2023

§ 6

Den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse består af elementer af undervisning og praktiske aktiviteter, herunder praktik i virksomheder og institutioner.

Stk. 2 Den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse skal indeholde fag og aktiviteter, herunder boundervisning, der

  • 1) fremmer den unges personlige udvikling og mulighed for at deltage selvstændigt og aktivt i samfundslivet,

  • 2) fremmer den unges evne til at indgå i sociale sammenhænge og til at få et selvstændigt og aktivt fritidsliv og

  • 3) er rettet mod udvikling af kompetencer til brug i uddannelses- eller beskæftigelsessituationer.

Stk. 3 Praktik i virksomheder og institutioner skal bidrage til at opfylde målene i forløbsplanen ved at bibringe den unge

  • 1) arbejdserfaring og anden erfaring, der sikrer kvalifikationer, som er relevante på arbejdsmarkedet eller for udviklingen af de personlige kompetencer,

  • 2) erfaringer med arbejde og samarbejde, der er nødvendige for at opnå en fastere tilknytning til arbejdsmarkedet og for at deltage i et aktivt voksenliv, og

  • 3) indsigt i strukturen og arbejdsforholdene på en arbejdsplads.

Stk. 4 Undervisningsministeren kan fastsætte regler om indholdet af undervisningen og de praktiske aktiviteter.