Lov om Vækstfonden Kapitel 2

Denne konsoliderede version af lov om Vækstfonden er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 691 af 08. juni 2018,
som ændret ved lov nr. 1940 af 15. december 2020

Kapitel 2 1 Finansiering, tjenesteydelser og andre aktiviteter
§ 3

Vækstfonden kan tilbyde direkte eller indirekte finansiering eller en kombination af forskellige former for finansiering mod vederlag.

Stk. 2 Vækstfonden kan for at opnå sit formål bl.a. anvende følgende finansieringsformer:

  • 1) Lån.

  • 2) Garantier.

  • 3) Kautioner.

  • 4) Kapitalindskud.

  • 5) Kapitaltilsagn.

Stk. 3 Vækstfonden inddrager miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold i forbindelse med finansieringen af virksomheder.

Stk. 4 Vækstfonden kan i forbindelse med kapitalindskud og kapitaltilsagn udøve aktivt ejerskab.

§ 4

Vækstfonden kan for at opnå sit formål endvidere tilbyde tjenesteydelser mod vederlag i form af bl.a. formidling, rådgivning og kapitalforvaltning.

§ 5

Vækstfonden kan for at opnå sit formål deltage i andre aktiviteter ud over de i §§ 3 og 4 anførte, herunder bl.a. forberede, etablere og deltage i partnerskaber, indgå i samarbejder, understøtte udviklingen af markeder for finansiering, yde tilskud og igangsætte eller deltage i øvrige vækstinitiativer.

Stk. 2 Vækstfonden kan i forbindelse med aktiviteter efter stk. 1 opkræve et gebyr til dækning af sine omkostninger.

§ 6

Vækstfonden kan for at opnå sit formål stifte selskaber, fonde og foreninger m.v. og eje, erhverve og afhænde hele eller dele af selskaber, fonde og foreninger m.v.

§ 7

Vækstfonden udøver kun sine aktiviteter efter §§ 3-5, i den udstrækning det private marked normalt ikke vil påtage sig den pågældende aktivitet henset til arten, omfanget eller risikoen forbundet hermed.

§ 8

Erhvervsministeren kan fastsætte regler om færøske og grønlandske virksomheders adgang til finansiering, tjenesteydelser og andre aktiviteter fra Vækstfonden, jf. §§ 3-6.

§ 9

Erhvervsministeren kan fastsætte regler om oprettelse, organisering, drift, tilsyn m.v. af selvstændige erhvervsfremmeordninger og -initiativer, som henlægges til administration i Vækstfonden.