Lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1362 af 16. december 2014,
jf. lovbekendtgørelse nr. 732 af 14. juni 2016,
som ændret ved lov nr. 435 af 08. maj 2017, lov nr. 492 af 15. maj 2023 og lov nr. 716 af 13. juni 2023

Kapitel 5 1 Styrelse
§ 15

(Ophævet)

Bestyrelse
§ 16

Den Danske Scenekunstskole, Den Danske Filmskole, Det Jyske Musikkonservatorium, Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Rytmisk Musikkonservatorium og Syddansk Musikkonservatorium er statsinstitutioner, hvis overordnede ledelse varetages af en bestyrelse.

Stk. 2 Bestyrelsen har det overordnede ansvar for institutionens drift og strategi, herunder dens økonomi og udvikling.

Stk. 3 Bestyrelsen består af 4 eksterne medlemmer og 3 interne medlemmer, heraf en studerende, en underviser og en teknisk-administrativ medarbejder fra uddannelsesinstitutionen.

Stk. 4 Medlemmerne af bestyrelsen skal tilsammen have

  • 1) viden og erfaring inden for ledelse, strategi og udvikling,

  • 2) indsigt i og kunstnerisk erfaring fra det kunstfelt og de brancher, som den pågældende institution skal uddanne til, og bred viden om kulturlivet i Danmark og internationalt,

  • 3) viden om og erfaring inden for udvikling og drift af uddannelsesinstitutioner og

  • 4) viden og erfaring inden for økonomi, jura, personaleadministration og lign.

Stk. 5 Kulturministeren udpeger de 4 eksterne bestyrelsesmedlemmer. Kulturministerens udpegning af eksterne medlemmer sker efter offentlig annoncering. Kulturministeren udpeger bestyrelseslederen blandt de eksterne bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 6 Det bestyrelsesmedlem, der skal være studerende, jf. stk. 3, vælges af og blandt de studerende på uddannelsesinstitutionen.

Stk. 7 Det bestyrelsesmedlem, der skal være underviser, jf. stk. 3, vælges af og blandt underviserne på uddannelsesinstitutionen.

Stk. 8 Det bestyrelsesmedlem, der skal være teknisk-administrativ medarbejder, jf. stk. 3, vælges af og blandt det teknisk-administrative personale på uddannelsesinstitutionen.

Stk. 9 De 4 eksterne medlemmer udpeges for en periode på 4 år med mulighed for forlængelse i yderligere én periode. Det bestyrelsesmedlem, der skal være studerende, jf. stk. 3, vælges for 2 år med mulighed for ét genvalg. De bestyrelsesmedlemmer, der skal være medarbejdere, jf. stk. 3, vælges for 4 år med mulighed for ét genvalg. Studenter- og medarbejderrepræsentanter vælges efter regler, der fastsættes af bestyrelsen for den enkelte institution.

Stk. 10 Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om valg af bestyrelsesmedlemmer, der er studerende og medarbejdere, og om annoncering, udpegning og honorering af eksterne medlemmer efter stk. 5. Bekendtgørelse om Den Danske Filmskole

§ 16a

Kulturministeren kan beslutte, at bestyrelsen skal træde tilbage, hvis ministeren vurderer, at bestyrelsen ikke lever op til sit ansvar, jf. § 16, stk. 2. I så fald beskikkes en ny bestyrelse efter reglerne i § 16.

Bestyrelsens opgaver
§ 16b

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, som godkendes af Kulturministeriet.

§ 16c

Bestyrelsen ansætter og afskediger rektor.

Stk. 2 Bestyrelsen fastsætter retningslinjer for rektors virksomhed.

§ 16d

Bestyrelsen indgår aftaler med Kulturministeriet om institutionens mål og opgaver.

§ 16e

Bestyrelsen godkender efter indstilling fra rektor institutionens budget, herunder fordelingen af ressourcerne og principperne for ressourcernes anvendelse.

§ 16f

Bestyrelsen godkender studieordninger efter indstilling fra studienævnene, jf. § 16 h, stk. 1, for de uddannelser, som institutionen udbyder.

Stk. 2 Bestyrelsen kan bemyndige rektor til at godkende studieordningerne.

Rektor
§ 16g

Rektor er ansvarlig for institutionens daglige drift og ledelse, herunder undervisning, kunstnerisk praksis, kunstnerisk og pædagogisk udviklingsvirksomhed, forskning, kunst- og kulturinstitutionsvirksomhed, administration, økonomi og regnskab.

Stk. 2 Rektor ansætter og afskediger medarbejdere og ledere på institutionen.

Kollegiale organer og aftagerinddragelse
§ 16h

Bestyrelsen skal nedsætte et eller flere studienævn, som afgiver indstilling til bestyrelsen eller efter bestyrelsens delegation til rektor, jf. § 16 f.

Stk. 2 Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om studienævnenes opgaver og sammensætning m.v. Bekendtgørelse om Den Danske Filmskole

§ 16i

Bestyrelsen kan efter indstilling fra rektor oprette andre kollegiale organer på uddannelsesinstitutionen.

§ 16j

Bestyrelsen skal sikre inddragelse af uddannelsesinstitutionens aftagere med henblik på at sikre uddannelsernes kvalitet, relevans og udvikling.

Stk. 2 Bestyrelsen fastsætter efter indstilling fra rektor nærmere regler om aftagerinddragelse på uddannelsesinstitutionerne.

Andre bestemmelser
§ 16k

Kulturministeren fastsætter nærmere regler om styrelse af uddannelsesinstitutionerne. Bekendtgørelse om Den Danske Filmskole

Stk. 2 Kulturministeren fastsætter nærmere regler om kunsthalsvirksomheden i udstillingsbygningen ved Charlottenborg Slot, jf. § 5, stk. 3, herunder om kunsthallens styrelsesforhold.