Lov om visse landdistriktsrelaterede tilskudsordninger m.v. Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 338 af 17. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 34 af 04. januar 2017,
som ændret ved lov nr. 1715 af 27. december 2016

Kapitel 5 Straffebestemmelser m.v.
§ 26

Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der

  • 1) til brug for afgørelser, der træffes i henhold til loven eller de i medfør af loven fastsatte regler, afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for afgørelsen,

  • 2) handler i strid med de vilkår, der er fastsat i en sådan afgørelse,

  • 3) i øvrigt undlader at give oplysninger, som den pågældende har pligt til at give i henhold til loven eller regler fastsat i medfør af loven,

  • 4) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger om sådanne forhold,

  • 5) undlader at give kontrolmyndigheden adgang til jordbrugsbedriften eller virksomheden efter § 20, stk. 2,

  • 6) undlader at udlevere eller indsende materiale eller at yde kontrolmyndigheden bistand efter § 20, stk. 3.

Stk. 2 I regler, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne eller af vilkår, der meddeles efter reglerne. I reglerne kan der endvidere fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i regler fastsat af Det Europæiske Fællesskab om forhold, der er omfattet af denne lov.

Stk. 3 Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 27

Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan miljø- og fødevareministeren tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning. Det er en betingelse herfor, at den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2 Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter stedfunden vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.