Lov om visse landdistriktsrelaterede tilskudsordninger m.v. § 20

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 338 af 17. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 34 af 04. januar 2017,
som ændret ved lov nr. 1715 af 27. december 2016

Kontrol m.v.
§ 20

Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om kontrol, tilsyn, regnskab og revision vedrørende foranstaltninger, der ydes støtte til efter loven.

Stk. 2 Den kontrollerende myndighed og personer, der er særligt bemyndiget dertil, har til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til jordbrugsbedrifter eller andre virksomheder, der drives af en fysisk eller juridisk person, der har modtaget tilsagn om støtte efter loven. På tilsvarende måde har den kontrollerende myndighed og personer, der er særligt bemyndiget dertil, adgang til jordbrugsbedrifternes eller virksomhedernes regnskaber, forretningsbøger, papirer m.v., herunder også materiale, der opbevares i elektronisk form, for at tilvejebringe oplysninger til brug for løsning af opgaver i henhold til loven eller til regler, der er fastsat i medfør af loven.

Stk. 3 Den, der driver en jordbrugsbedrift, herunder en interessent, hvis et interessentskab har fået bevilget statsgaranti for et lån, eller anden virksomhed, jf. stk. 2, skal yde den fornødne vejledning og hjælp ved kontrollens gennemførelse, og det i stk. 2 nævnte materiale skal udleveres eller indsendes til de kontrollerende myndigheder på disses begæring.

Stk. 4 Til brug for kontrollen kan kontrolmyndigheden indhente fornødne oplysninger hos told- og skatteforvaltningen eller andre offentlige myndigheder.

Stk. 5 Politiet yder om nødvendigt bistand til gennemførelse af den i stk. 2 nævnte kontrol. Miljø- og fødevareministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.