Medhjælperloven Kapitel 5

Denne konsoliderede version af medhjælperloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om visse arbejdsforhold i landbruget m.v.

Lov nr. 415 af 01. juni 1994,
jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 20. august 2002

Kapitel 5 Ferie
§ 9

Ferieloven finder anvendelse på arbejdsforhold omfattet af denne lov, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Parterne kan skriftligt aftale, at reglerne i stk. 3-6 anvendes i stedet for ferielovens regler.

Stk. 3 Optjeningsperioden er lig med ferieperioden. En lønmodtager, der arbejder 5 dage om ugen, har krav på ferie i 25 dage årligt, det vil sige 2,08 dage for hver måneds ansættelse. En lønmodtager, der arbejder 6 dage om ugen, har krav på ferie i 30 dage årligt, det vil sige 2½ dag for hver måneds ansættelse. Lønmodtageren kan kræve, at mindst 2 / 5 af ferien gives i sammenhæng i tiden 1. maj til 30. september, hvis ansættelsesperioden gør det muligt. Resterende ferie gives delt eller i sammenhæng efter lønmodtagerens ønske. Arbejdsgiveren skal i videst muligt omfang tage hensyn til lønmodtagerens ønske om feriens placering.

Stk. 4 Ferie gives med fuld løn inkl. kostpenge, hvor dette er en del af lønnen, jf. stk. 5. Herudover ydes et ferietillæg på 1 pct. af den samlede løn.

Stk. 5 Værdien af kost beregnes på grundlag af de af Ligningsrådet for optjeningsåret fastsatte satser.

Stk. 6 Arbejdsgiveren skal så vidt muligt sørge for, at ferien afholdes inden udløbet af ansættelsesperioden. Er det ikke muligt på grund af sygdom eller tilskadekomst, ydes i stedet løn og værdi af kost, jf. stk. 5, samt det i stk. 4 nævnte ferietillæg for hver mistet feriedag.