Menighedsrådsvalgloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af menighedsrådsvalgloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om valg til menighedsråd

Lov nr. 616 af 21. december 1983,
jf. lovbekendtgørelse nr. 12 af 08. januar 2020,
som ændret ved lov nr. 746 af 13. juni 2023

Kapitel 3 Valglister
§ 7

Forud for hver valgforsamling og hvert afstemningsvalg udarbejder valgbestyrelsen en valgliste over vælgerne i menighedsrådskredsen. Har flere sogne fælles menighedsråd, udarbejdes særskilt valgliste for hvert af de pågældende sogne.

§ 8

Vælgerne optages på valglisten i den menighedsrådskreds eller det sogn, hvor de har fast bopæl.

Stk. 2 Valglisterne udarbejdes på grundlag af oplysningerne i Det Centrale Personregister (CPR).

Stk. 3 Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om udarbejdelse af valglisterne samt disses indretning, herunder om udfærdigelse af elektronisk berigtigede valglister og elektronisk afkrydsning af valglisten. Kirkeministeren fastsætter endvidere nærmere regler om frister for optagelse på valglisten og om kontrol af medlemmernes valgret.

§ 9

Når valglisterne til afstemningsvalget er udarbejdet, udsendes der på valgbestyrelsens foranstaltning valgkort til de vælgere, der er opført på valglisterne til afstemningsvalget. Valgkortet skal indeholde oplysning om vælgernes navn og adresse, nummer på valglisten samt angivelse af afstemningsstedets beliggenhed og dato og tid for afstemningen.

Stk. 2 Kirkeministeren fastsætter regler for, hvornår valgkort skal udsendes.

§ 10

Senest 10 dage før afstemningsvalget bekendtgør valgbestyrelsen på sognets hjemmeside og i de stedlige dagblade eller lokalaviser, at der vil blive udsendt valgkort til vælgerne. Bekendtgørelsen skal indeholde en opfordring til personer, der mener sig berettiget til at afgive stemme, men som ikke modtager valgkort, samt personer, som fejlagtigt modtager valgkort eller valgkort med fejlagtigt indhold, om at gøre indsigelse til valgbestyrelsen.

§ 11

Valgbestyrelsen behandler indsigelser efter § 10 hurtigst muligt. Såfremt indsigelsen tages til følge, foretages rettelse i valglisten, og der udsendes om nødvendigt nyt valgkort. Rettelser i valglisten kan foretages til og med valgdagen.