Metroselskabsloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af metroselskabsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S

Lov nr. 551 af 06. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 291 af 16. marts 2023

Kapitel 3 1 Udviklingsselskabet By & Havn I/S
§ 15

Udviklingsselskabet By & Havn I/S' formål er at forestå udvikling af selskabets arealer samt forestå havnedrift i Københavns Havn.

Stk. 2 Selskabet skal forestå drift og vedligehold af Ørestad Station på Kastrupbanen samt motorvejsramperne ved Center Boulevard. Transportministeren kan bestemme, at såvel ejerskabet som drifts- og vedligeholdelsesopgaven overdrages til en statslig myndighed, en statsvirksomhed eller et statsligt aktieselskab under Transportministeriet.

Stk. 3 Selskabet kan tillige drive anden virksomhed, som har en forretningsmæssig sammenhæng med arealudvikling og havnedrift.

Stk. 4 Selskabet skal drives på et forretningsmæssigt grundlag.

Stk. 5 Selskabet kan helt eller delvis uden vederlag stille arealer til rådighed for kulturelle formål og for fritids- og rekreative formål.

Stk. 6 Selskabet kan efter de to ejeres godkendelse oprette datterselskaber eller erhverve andele i andre selskaber med begrænset ansvar i forbindelse med udøvelsen af sin virksomhed, herunder med andre havne, også i udlandet.

Stk. 7 Selskabet kan indgå samarbejdsaftaler m.v. i forbindelse med udøvelsen af selskabets virksomhed eller virksomhed, som har en forretningsmæssig sammenhæng hermed.

Stk. 8 Selskabet og dets datterselskaber kan i særlige tilfælde erhverve ejendomme med tilknytning til selskabets egne ejendomme, såfremt det vurderes at have en samlet værdiforøgende effekt.

Stk. 9 Selskabet skal bidrage med 700 mio. kr. til en vejforbindelse mellem Helsingørmotorvejen og Nordhavnen, som anlægges af Københavns Kommune.

Stk. 10 Selskabet skal bidrage med 900 mio. kr. til udvidelse af Cityringen med en afgrening til Nordhavnen, som anlægges af Metroselskabet I/S, og vederlagsfrit stille arealer til rådighed herfor.

Stk. 11 Selskabet skal bidrage til finansiering af følgende:

  • 1) En udvidelse af Cityringen med en afgrening til Sydhavnen. Udvidelsen anlægges af Metroselskabet I/S.

  • 2) En udvidelse af Cityringen med anlæg af yderligere metrostationer på afgreningen til Nordhavnen. Udvidelsen anlægges af Metroselskabet I/S.

  • 3) Etablering af tilkoblingsanlæg til Nordhavnsvej. Tilkoblingsanlægget anlægges af Københavns Kommune.

  • 4) Etablering af en Nordhavnstunnel. Tunnelen anlægges af Vejdirektoratet efter beslutning fra Københavns Kommune.

Stk. 12 Der henvises til projekter nævnt i § 11, stk. 1, nr. 1-4, men det fremgår tydeligt af forarbejderne at henvisningen burde være til stk. 11, nr. 1-4, og derfor har vi lavet vores krydshenvisning til §15, stk. 11, nr. 1-4. Selskabet stiller vederlagsfrit de af selskabet ejede arealer til rådighed for de under § 11, stk. 1, nr. 1-4, nævnte projekter.

§ 15a

Københavns Kommune indskyder et areal beliggende nord for Vejlands Allé (campingarealet) i Udviklingsselskabet By & Havn I/S, som forestår udvikling af arealet. Arealets beliggenhed fremgår af bilag 3. Arealet får status af byzone. Eksisterende afgørelser om naturfredning efter naturbeskyttelsesloven gælder ikke for dette areal. Naturbeskyttelseslovens § 3 gælder ikke for dette areal. Arealet udgår af den grønne kile udlagt i landsplandirektiv for hovedstadsområdets planlægning.

Stk. 2 Københavns Kommune indskyder et areal beliggende på Selinevej Nord i Udviklingsselskabet By & Havn I/S, som forestår byudvikling af arealet. Arealets beliggenhed fremgår af bilag 3. Arealet får status af byzone. Eksisterende afgørelser om naturfredning efter naturbeskyttelsesloven gælder ikke for dette areal. Arealet udgår af den grønne kile udlagt i landsplandirektiv for hovedstadsområdets planlægning. Naturbeskyttelseslovens § 15 om strandbeskyttelse af arealer syd for Selinevej Nord og eksisterende afgørelser om naturfredning efter naturbeskyttelsesloven for arealer, der omgrænser Selinevej Nord, er ikke til hinder for, at der ved udvidelse, forlængelse og lign. af eksisterende veje og stier i det strandbeskyttede henholdsvis fredede område etableres den fornødne vejadgang til betjening af området.

Stk. 3 Ørestad Fælled Kvarter, jf. bilag 1, må ikke bebygges, jf. i øvrigt § 16, stk. 2.

Stk. 4 Den eksisterende begrænsning på anvendelsen af Bellahøjmark til camping i højst 4 måneder om året i medfør af fredningen ophæves. Det tillades grundejeren at etablere pladser til telte, campingvogne og autocampere og at opføre hytter og nødvendige servicefaciliteter på op til samlet 4.000 etagemeter.

Stk. 5 Eksisterende afgørelser om fredning gælder ikke for arealet beliggende øst for Bådehavnsgade. Arealets beliggenhed fremgår af bilag 3. På dette areal ophæves den fastlagte strandbeskyttelseslinje, jf. § 15 i naturbeskyttelsesloven.

§ 16

De naturfredningsmæssige hensyn vedrørende arealanvendelsen inden for Ørestadsområdet varetages ved denne lov og gennem den fysiske planlægning, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Naturbeskyttelseslovens kapitel 6 gælder for de på bilag 1 viste naturområder. Områderne må ikke bebygges, benyttes til anlæg eller gøres til genstand for andre indgreb bortset fra naturpleje og anlæg af stier, medmindre der er truffet afgørelse herom efter naturbeskyttelsesloven.

§ 17

Udviklingsselskabet By & Havn I/S ledes af en bestyrelse bestående af 8 medlemmer.

Stk. 2 Transportministeren udpeger 2 bestyrelsesmedlemmer. Københavns Kommune udpeger 4 bestyrelsesmedlemmer. Medarbejderne i Udviklingsselskabet By & Havn I/S vælger 2 bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 3 Udpegning af formand og næstformand sker efter enig beslutning mellem de to ejere blandt de af ejerne udpegede bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 4 Formanden og næstformanden for bestyrelsen må ikke udføre hverv for selskabet, der ikke er en naturlig del af hvervet som bestyrelsesformand og næstformand, bortset fra enkeltstående opgaver, som den pågældende bliver anmodet om at udføre for bestyrelsen.

Stk. 5 Bestyrelsesmedlemmer udpeges for en periode på 4 år. Genudpegning kan ske. Et bestyrelsesmedlem kan til enhver tid afsættes af den, som har udpeget den pågældende.

§ 18

Den daglige ledelse varetages af en direktion, der ansættes af bestyrelsen efter forudgående orientering af selskabets ejere.

§ 19

Transportministeren fastsætter sammen med Københavns Kommune en vedtægt for Udviklingsselskabet By & Havn I/S.

Stk. 2 Udviklingsselskabet By & Havn I/S skal på begæring stille enhver oplysning om sin virksomhed til rådighed for Københavns Kommune samt transportministeren.

Stk. 3 Udviklingsselskabet By & Havn I/S skal anmeldes og registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter reglerne i kapitel 19 i lov om aktieselskaber, herunder bestemmelserne, der gælder for statslige aktieselskaber. Regler om anmeldelse, registrering og gebyr samt offentliggørelse m.v. i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen gælder for Udviklingsselskabet By & Havn I/S.

Stk. 4 Aktieselskabslovens regler om indsendelse af meddelelser m.v. fra statslige aktieselskaber finder tilsvarende anvendelse på Udviklingsselskabet By & Havn I/S.

§ 20

Årsregnskabslovens regler, herunder bestemmelserne, der gælder for statslige aktieselskaber, finder anvendelse for Udviklingsselskabet By & Havn I/S med de ændringer, der følger af denne lov.

Stk. 2 Udviklingsselskabet By & Havn I/S' årsrapport revideres af rigsrevisor og en revisor udpeget af Københavns Kommune.

Stk. 3 Transportministeren og Københavns Kommune udarbejder et regnskabsreglement for Udviklingsselskabet By & Havn I/S, som skal sikre, at selskabet udarbejder adskilte regnskaber for konkurrenceudsatte aktiviteter, ikke-konkurrenceudsatte aktiviteter og finansielle aktiviteter.

§ 21

Udviklingsselskabet By & Havn I/S kan optage lån til finansiering af selskabets aktiviteter.

Stk. 2 Finansministeren bemyndiges til at dække virksomhedens finansieringsbehov efter stk. 1 gennem statslån. Sådanne lån må ikke ydes på bedre vilkår end dem, som staten selv kan opnå som låntager.

§ 22

Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og lov om Folketingets Ombudsmand gælder for Udviklingsselskabet By & Havn I/S.

§ 23

Udviklingsselskabet By & Havn I/S overtager de medarbejdere ved Københavns Havn A/S, der ved selskabets overtagelse af driften er ansat som tjenestemænd i henhold til vedtægt. Disse medarbejdere er samtidig forpligtet til at gøre tjeneste ved Udviklingsselskabet By & Havn I/S med bevarelse af hidtidige rettigheder og pligter.