Miljøbeskyttelsesloven Kapitel 2 f

Denne konsoliderede version af miljøbeskyttelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om miljøbeskyttelse

Lov nr. 358 af 06. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 48 af 12. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 45 af 23. januar 2018, lov nr. 807 af 09. juni 2020, lov nr. 898 af 21. juni 2022 og lov nr. 745 af 13. juni 2023

Kapitel 2 f Miljøzoner
§ 15a

Kommunalbestyrelsen i København, Frederiksberg, Århus, Aalborg eller Odense Kommuner kan træffe bestemmelse om etablering af miljøzoner i større sammenhængende byområder, hvor der er betydelig trafik med de i § 15 b, stk. 1, nævnte køretøjer. Kommunalbestyrelsen kan træffe bestemmelse om, at køretøjer nævnt i § 15 b, stk. 3, skal være omfattet af en etableret miljøzone.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen i andre kommuner end dem, der er nævnt i stk. 1, kan efter forudgående tilladelse fra miljøministeren træffe bestemmelse om etablering af miljøzoner i større sammenhængende byområder, hvor der er betydelig trafik med de køretøjer, der er nævnt i § 15 b, stk. 1 og 2. For at en tilladelse kan meddeles, skal grænseværdier for partikelforurening være overskredet. Ved vurderingen af, om en tilladelse kan meddeles, skal endvidere indgå de samlede miljø- og samfundsmæssige konsekvenser af miljøzonen.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan under de samme betingelser som i stk. 1 og 2 træffe bestemmelse om udvidelse eller i helt særlige tilfælde mindre indskrænkninger af en etableret miljøzone. Kommunalbestyrelsen kan ikke uden tilladelse fra miljøministeren ophæve en etableret miljøzone.

Stk. 4 Miljøministeren fastsætter regler om den geografiske afgrænsning af større sammenhængende byområder, herunder om undtagelse af visse veje. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om tilladelsesordningen efter stk. 2, herunder om kommunalbestyrelsens pligt til for egen regning at lade miljømålinger udføre af akkrediterede virksomheder, sagkyndige personer, laboratorier m.v., og om indsendelse af oplysninger i bestemt form.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1-3 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 6 Kommunalbestyrelsen offentliggør afgørelser om miljøzoner, herunder om etablering af en miljøzone, om udvidelse af en miljøzone, om, at yderligere køretøjstyper skal være omfattet af en miljøzone, om indskrænkning af en miljøzone, om omlægning af transitruter i en miljøzone eller om ophævelse af en miljøzone. Der skal gå mindst en periode på 14 måneder fra offentliggørelsen af kommunalbestyrelsens afgørelse om etablering eller geografisk udvidelse af en miljøzone til det tidspunkt, hvor miljøzonen har virkning. Der skal gå mindst en periode på 9 måneder fra offentliggørelsen af kommunalbestyrelsens afgørelse om, at køretøjer nævnt i § 15 b, stk. 3, skal være omfattet af en miljøzone, jf. stk. 1, før afgørelsen har virkning.

Stk. 7 Ministeren fastsætter regler om offentlighedens inddragelse, herunder om udelukkende digital annoncering, når kommunalbestyrelsen træffer afgørelse efter stk. 1-3.

Stk. 8 I op til 9 måneder inden en miljøzone har virkning, kan miljøministeren orientere ejeren (brugeren) af et køretøj om konsekvenserne af, at miljøzonen får virkning. I op til 3 måneder inden en miljøzone har virkning, kan ministeren registrere køretøjer, der befinder sig i en miljøzone, med henblik på at orientere køretøjets ejer (bruger) om konsekvenserne af, at miljøzonen får virkning.

§ 15b

For lastbiler og busser, der er drevet af en motor med kompressionstænding, og som er registreret med en tilladt totalvægt på mere end 3.500 kg, gælder i en miljøzone, jf. § 15 a, følgende krav, jf. dog stk. 5 og 6:

  • 1) Fra og med den 1. juli 2020 skal der på køretøjet være monteret et partikelfilter, medmindre køretøjet er registreret første gang den 1. oktober 2009 eller senere, eller køretøjet skal som minimum opfylde udstødningsnormerne Euro V eller EEV i bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr.

  • 2) Fra og med den 1. januar 2022 skal der på køretøjet være monteret et partikelfilter, medmindre køretøjet er registreret første gang den 1. januar 2015 eller senere.

  • 3) Køretøjer registreret i Danmark med eftermonteret partikelfilter skal være godkendt efter regler fastsat i medfør af § 15 d.

  • 4) Køretøjer registreret i udlandet skal fra den 1. juli 2020 være registreret i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af stk. 7.

Stk. 2 For varebiler, der er drevet af en motor med kompressionstænding, gælder der i en miljøzone, jf. § 15 a, følgende krav, jf. dog stk. 5 og 6:

  • 1) Fra og med den 1. juli 2020 skal der på køretøjet være monteret et partikelfilter, medmindre køretøjet er registreret første gang den 1. januar 2007 eller senere.

  • 2) Fra og med den 1. juli 2022 skal der på køretøjet være monteret et partikelfilter, medmindre køretøjet er registreret første gang den 1. januar 2012 eller senere.

  • 3) Fra og med den 1. juli 2023 skal der på køretøjet være monteret et partikelfilter, medmindre køretøjet er registreret første gang den 1. september 2016 eller senere.

  • 4) Køretøjer registreret i Danmark med eftermonteret partikelfilter skal være godkendt efter regler fastsat i henhold til § 15 d.

  • 5) Køretøjer registreret i udlandet skal fra den 1. juli 2020 være registreret i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af stk. 7.

Stk. 3 For personbiler, der er drevet af en motor med kompressionstænding, gælder der i en miljøzone, jf. § 15 a, følgende krav, jf. dog stk. 5 og 6:

  • 1) Fra og med den 1. januar 2023 skal der på køretøjet være monteret et partikelfilter.

  • 2) Køretøjer registreret i Danmark med eftermonteret partikelfilter skal være godkendt efter regler fastsat i henhold til § 15 d.

  • 3) Køretøjer registreret i udlandet skal fra den 1. januar 2023 være registreret i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af stk. 7.

Stk. 4 Miljøministeren fastsætter regler om partikelfiltre for køretøjer nævnt i stk. 1-3, herunder om krav til effektivitet, dokumentation for udledning og fastsættelse af kontrolværdi for partikeludledningen for eftermonterede partikelfiltre. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at partikelfiltre skal være af godkendt type.

Stk. 5 Kravene i stk. 1, nr. 1-4, stk. 2, nr. 1-5, og stk. 3, nr. 1-3, gælder ikke for køretøjer, der benyttes af forsvaret, politiet, redningsberedskabet eller lignende nødtjenester, såfremt disse køretøjer sædvanligvis ikke kører i en miljøzone, og der er opstået et ekstraordinært behov for anvendelse af køretøjet i en miljøzone, eller køretøjet her anvendes ved øvelsesvirksomhed.

Stk. 6 Kravene i stk. 1, nr. 1-4, stk. 2, nr. 1-5, og stk. 3, nr. 1-3, gælder ikke for køretøjer, der er registreret her i landet til veterankørsel, eller som er registreret i udlandet og er mere end 30 år gamle. Ministeren fastsætter regler om førerens fremlæggelse af dokumentation for, at betingelserne i 1. pkt. er opfyldt.

Stk. 7 Miljøministeren fastsætter regler om registrering af køretøjer nævnt i stk. 1-3, herunder hvilke køretøjer der skal registreres, og om den påkrævede dokumentation ved registrering af køretøjer omfattet af registreringspligt.

§ 15c

Miljøministeren kan i særlige tilfælde dispensere fra kravene om partikelfilter i § 15 b, stk. 1, nr. 1 og 2, stk. 2, nr. 1-3, og stk. 3, nr. 1.

Stk. 2 Miljøministeren kan fastsætte regler om adgangen til at meddele dispensation efter stk. 1, herunder om vilkår, tidsbegrænsning, dokumentation og registrering af køretøjer med dispensation.

Stk. 3 Miljøministeren kan for køretøjer, der anvendes privat, fastsætte regler om undtagelser fra kravene om partikelfilter i § 15 b, stk. 2, nr. 2 og 3, og stk. 3, nr. 1, herunder regler om betingelser, tidsbegrænsning, registrering og dokumentation.

§ 15d

Miljøministeren fastsætter regler om godkendelse af køretøjer med eftermonteret partikelfilter, inddragelse af godkendelser, registrering af godkendte køretøjer og kontrol af køretøjer med eftermonteret partikelfilter.

Stk. 2 Miljøministeren kan til en privat organisation eller virksomhed henlægge følgende beføjelser:

  • 1) At vurdere, om kravene efter § 15 b, stk. 1, nr. 1 og 2, stk. 2, nr. 1-3, og stk. 3, nr. 1, er opfyldt i forhold til eftermonteret partikelfilter.

  • 2) At kontrollere effektiviteten af et eftermonteret partikelfilter.

  • 3) At godkende køretøjer med eftermonteret partikelfilter, inddrage godkendelser og registrere godkendte køretøjer.

Stk. 3 Fastsættelse af regler om henlæggelse af beføjelser efter stk. 2 til synsvirksomheder sker efter forhandling med transportministeren.

Stk. 4 Afgørelser om godkendelse af køretøjer med eftermonteret partikelfilter og om inddragelse af godkendelse, der er truffet af en privat organisation eller virksomhed, kan af den, afgørelsen retter sig mod, påklages til miljøministeren. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Klagen skal være skriftlig og skal indgives til ministeren. En klage har ikke opsættende virkning, medmindre ministeren bestemmer andet.

§ 15e

Sund og Bælt Holding A/S varetager opgaver vedrørende kontrol af køretøjer i miljøzoner.

Stk. 2 Miljøministeren kan fastsætte regler om udveksling af oplysninger om køretøjer i miljøzoner mellem den relevante kontrolmyndighed og Sund og Bælt Holding A/S.

Stk. 3 Miljøministeren kan efter forhandling med transportministeren fastsætte regler for Sund og Bælt Holding A/S om opgavevaretagelsen, herunder om regnskabsaflæggelse, godkendelse af kontrolstrategi og behandling af data, herunder tavshedspligt.

Stk. 4 Kommunalbestyrelser, der i medfør af § 15 a kan træffe beslutning om etablering af miljøzone, kan ved aftale med den relevante kontrolmyndighed tilkøbe ekstra kontrol.

Stk. 5 Sund og Bælt Holding A/S varetager opgaver vedrørende den landsdækkende kommunikation om kommunalbestyrelsers beslutninger om, at køretøjer nævnt i § 15 b, stk. 3, skal være omfattet af en eksisterende miljøzone.

Stk. 6 Kommunalbestyrelser, der træffer bestemmelse om, at køretøjer nævnt i § 15 b, stk. 3, skal være omfattet af en eksisterende miljøzone, indgår aftale med Sund og Bælt Holding A/S om kommunikation, jf. stk. 5, og afholder udgifterne hertil.

Stk. 7 Miljøministeren kan fastsætte regler om udveksling af oplysninger mellem den relevante kontrolmyndighed og Sund og Bælt Holding A/S om køretøjer nævnt i § 15 b, stk. 3, der er omfattet af miljøzoner.