Miljøbeskyttelsesloven § 15e

Denne konsoliderede version af miljøbeskyttelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om miljøbeskyttelse

Lov nr. 358 af 06. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 48 af 12. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 45 af 23. januar 2018, lov nr. 807 af 09. juni 2020, lov nr. 898 af 21. juni 2022 og lov nr. 745 af 13. juni 2023

§ 15e

Sund og Bælt Holding A/S varetager opgaver vedrørende kontrol af køretøjer i miljøzoner.

Stk. 2 Miljøministeren kan fastsætte regler om udveksling af oplysninger om køretøjer i miljøzoner mellem den relevante kontrolmyndighed og Sund og Bælt Holding A/S.

Stk. 3 Miljøministeren kan efter forhandling med transportministeren fastsætte regler for Sund og Bælt Holding A/S om opgavevaretagelsen, herunder om regnskabsaflæggelse, godkendelse af kontrolstrategi og behandling af data, herunder tavshedspligt.

Stk. 4 Kommunalbestyrelser, der i medfør af § 15 a kan træffe beslutning om etablering af miljøzone, kan ved aftale med den relevante kontrolmyndighed tilkøbe ekstra kontrol.

Stk. 5 Sund og Bælt Holding A/S varetager opgaver vedrørende den landsdækkende kommunikation om kommunalbestyrelsers beslutninger om, at køretøjer nævnt i § 15 b, stk. 3, skal være omfattet af en eksisterende miljøzone.

Stk. 6 Kommunalbestyrelser, der træffer bestemmelse om, at køretøjer nævnt i § 15 b, stk. 3, skal være omfattet af en eksisterende miljøzone, indgår aftale med Sund og Bælt Holding A/S om kommunikation, jf. stk. 5, og afholder udgifterne hertil.

Stk. 7 Miljøministeren kan fastsætte regler om udveksling af oplysninger mellem den relevante kontrolmyndighed og Sund og Bælt Holding A/S om køretøjer nævnt i § 15 b, stk. 3, der er omfattet af miljøzoner.