Miljøskadeerstatningsloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af miljøskadeerstatningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om erstatning for miljøskader

Lov nr. 225 af 06. april 1994,
jf. lovbekendtgørelse nr. 994 af 09. september 2014

Kapitel 3 Lovens ufravigelighed
§ 5

Aftaler om fravigelse af lovens bestemmelser, der er indgået inden en skades indtræden, er ugyldige, hvis fravigelsen er til ugunst for skadelidte.

Stk. 2 Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for aftaler, der indgås mellem den ansvarlige og staten, en kommune eller en anden offentlig institution eller med en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv.

Forældelse
§ 6

Erstatningskrav efter loven forældes efter reglerne i forældelsesloven, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Forældelse indtræder senest 30 år efter den hændelse, der har forvoldt skaden.

Forholdet til almindelige erstatningsregler
§ 7

Loven begrænser ikke skadelidtes adgang til erstatning efter almindelige regler i eller uden for kontrakt eller i medfør af regler, som er fastsat i eller i medfør af anden lovgivning.

§ 8

Loven gælder ikke for skade, der er omfattet af lov nr. 332 af 19. juni 1974 om erstatning for atomskader.