Miljøskadeloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af miljøskadeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (miljøskadeloven)

Lov nr. 466 af 17. juni 2008,
jf. lovbekendtgørelse nr. 482 af 25. april 2022

Kapitel 1 1 Formål, definitioner m.v.
§ 1

Loven har til formål at sikre, at den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forebygger og afhjælper skaden eller faren og afholder alle omkostninger hertil.

§ 2

Loven finder anvendelse på en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter denne lov ifølge en afgørelse truffet efter

  • 1) lov om miljøbeskyttelse,

  • 2) lov om forurenet jord,

  • 3) lov om beskyttelse af havmiljøet,

  • 4) lov om vandforsyning m.v.,

  • 5) lov om miljø og genteknologi,

  • 6) lov om naturbeskyttelse,

  • 7) lov om skove,

  • 8) lov om jagt og vildtforvaltning,

  • 9) lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken,

  • 10) lov om vandløb,

  • 11) lov om råstoffer,

  • 12) lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v.,

  • 13) regler fastsat efter lov om fiskeri og fiskeopdræt,

  • 14) regler fastsat efter lov om havne eller

  • 15) regler fastsat efter lov om kystbeskyttelse.

§ 3

Loven finder ikke anvendelse på en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, når der er forløbet mere end 30 år, siden den emission eller begivenhed, der førte til skaden eller faren, har fundet sted, jf. dog § 48, stk. 3.

§ 4

Loven finder ikke anvendelse på en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis skaden eller faren er forvoldt ved

  • 1) diffus forurening, hvor det ikke er muligt at fastslå sammenhængen mellem skaden og den enkelte forureners handlinger eller undladelser,

  • 2) krig eller borgerlige uroligheder,

  • 3) en aktivitet omfattet af traktaten om oprettelsen af Det Europæiske Atomenergifællesskab eller en begivenhed eller aktivitet, for hvilke reglerne om ansvar eller erstatning falder ind under anvendelsesområdet af

    • a) Pariskonventionen af 29. juli 1960 om ansvar over for tredjemand på den nukleare energis område og Bruxellestillægskonventionen af 31. januar 1963,

    • b) Wienkonventionen af 21. maj 1963 om civilretligt ansvar for nuklear skade,

    • c) konventionen af 12. september 1997 om supplerende erstatning for nuklear skade,

    • d) den fælles protokol af 21. september 1988 om anvendelse af Wienkonventionen og Pariskonventionen eller

    • e) Bruxelleskonventionen af 17. december 1971 om civilretligt ansvar ved søtransport af nukleart materiale,

  • 4) en naturbegivenhed af usædvanlig, uundgåelig og uafværgelig art,

  • 5) aktiviteter fra orlogsskibe og andre skibe, der ejes eller benyttes af en stat, i det omfang deres aktiviteter hovedsagelig tjener forsvarsformål eller den internationale sikkerhed eller udelukkende tjener til at beskytte mod naturkatastrofer, eller

  • 6) hændelser, for hvilke reglerne om ansvar eller erstatning falder ind under anvendelsesområdet af

    • a) konventionen af 27. november 1992 om det privatretlige ansvar for skader ved olieforurening,

    • b) konventionen af 27. november 1992 om oprettelse af en international fond for erstatning af skader ved olieforurening,

    • c) konventionen af 23. marts 2001 om civilretligt ansvar for forureningsskader forårsaget af bunkersolie eller

    • d) konventionen af 3. maj 1996 om ansvar og erstatning for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer.

Stk. 2 Fremtidige ændringer af de konventioner, der er nævnt i stk. 1, nr. 3 og 6, finder anvendelse i forhold til denne lov, når de er gennemført i dansk ret.

§ 5

Loven omfatter undersøgelse og afhjælpning af en miljøskade og undersøgelse af og forebyggelse ved en overhængende fare for en miljøskade, der er forvoldt ved en erhvervsmæssig aktivitet, og hvor det af en myndigheds afgørelse fremgår, hvem der kan anses for ansvarlig for miljøskaden eller den overhængende fare for en miljøskade.

Stk. 2 Ved erhvervsmæssig aktivitet forstås i denne lov enhver aktivitet, der udføres i forbindelse med en økonomisk aktivitet, en forretning eller en virksomhed, uanset om denne er privat eller offentlig, og uanset om den udføres med eller uden økonomisk gevinst for øje.

§ 6

Loven berører ikke den ret til at begrænse sit ansvar, som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade har efter sølovens kapitel 9.

§ 7

Ved en miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper forstås i denne lov en skade, som medfører en betydelig negativ påvirkning af opnåelse eller opretholdelse af en gunstig bevaringsstatus for sådanne arter og naturtyper. Påvirkningen vurderes i forhold til den hidtidige tilstand, jf. § 16 og regler fastsat efter § 18.

Stk. 2 Skade, der er en følge af en tidligere identificeret negativ påvirkning på grund af handlinger omfattet af en plan eller et projekt, som er udtrykkelig godkendt af en myndighed efter vurderinger som krævet i artikel 6, stk. 3, eller artikel 16 i Rådets direktiv om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter eller artikel 9 i Rådets direktiv om beskyttelse af vilde fugle, anses ikke som en miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper.

Stk. 3 Skade på en beskyttet art, der er forvoldt ved en emission eller begivenhed, som finder sted efter den 1. juli 2008, når den følger af en bestemt aktivitet, som har fundet sted forud for artens optagelse på fortegnelsen over beskyttede arter, jf. bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter, anses ikke som en miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper.

Stk. 4 Skade på et internationalt naturbeskyttelsesområde, der er forvoldt ved en emission eller begivenhed, som finder sted efter den 1. juli 2008, når den følger af en bestemt aktivitet, som har fundet sted forud for områdets udpegning i medfør af miljømålsloven, anses ikke som en miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper.

Stk. 5 Skade uden for et internationalt naturbeskyttelsesområde, der er forvoldt ved en emission eller begivenhed, som finder sted efter den 1. juli 2008, når den følger af en bestemt aktivitet, som har fundet sted forud for den 1. februar 2021, anses ikke som en miljøskade på beskyttede arter og naturtyper.

§ 8

Ved en miljøskade på vandmiljøet forstås i denne lov en skade, som medfører en betydelig negativ påvirkning af

  • 1) den økologiske, kemiske eller kvantitative tilstand eller det økologiske potentiale for vandforekomster, der er omfattet af lov om vandplanlægning, eller

  • 2) miljøtilstanden i de havområder, som er omfattet af lov om havstrategi, hvis de særlige miljømæssige aspekter af havmiljøet ikke allerede er omfattet af lov om vandplanlægning.

Stk. 2 Skader på vandmiljøet, der skyldes ændringer af et overfladevandområdes fysiske udformning eller forandringer i grundvandsforekomstens niveau, og skader på vandmiljøet, der vil indebære manglende forebyggelse af et overfladevandområdes forringelse til god tilstand, er ikke omfattet af loven, i det omfang disse skaders indtræden er en konsekvens af ændringer og aktiviteter, der er sket eller udført i overensstemmelse med regler udstedt med hjemmel i § 7, stk. 1, jf. § 13, og i § 19, stk. 1, i lov om vandplanlægning.

§ 9

Ved en miljøskade på jord forstås i denne lov en jordforurening, som er en følge af en direkte eller indirekte tilførsel af stoffer, organismer eller mikroorganismer til jord eller undergrund, og som medfører en betydelig risiko for, at menneskers sundhed påvirkes negativt.

§ 10

Ved en skade forstås i denne lov en målelig forringelse af en naturressource eller af en naturressources udnyttelsesmuligheder, som er indtrådt direkte eller indirekte.

§ 11

Ved en overhængende fare for en miljøskade forstås i denne lov, at der er en tilstrækkelig sandsynlighed for, at en miljøskade vil indtræde i nær fremtid.

§ 12

Ved den ansvarlige forstås i denne lov adressaten for en administrativ afgørelse omfattet af § 2.

§ 13

Ved forebyggende foranstaltninger forstås i denne lov foranstaltninger, der træffes, når en begivenhed, handling eller undladelse har medført overhængende fare for en miljøskade, med henblik på at forebygge eller minimere den pågældende skade.

§ 14

Ved afhjælpende foranstaltninger over for en miljøskade på vandmiljøet eller beskyttede arter og naturtyper forstås i denne lov enhver foranstaltning eller kombination af foranstaltninger, herunder afbødende eller foreløbige foranstaltninger, der tjener til at genoprette, genskabe eller erstatte skadede naturressourcer eller udnyttelsesmuligheder eller tilvejebringe tilsvarende alternativer til disse naturressourcer eller udnyttelsesmuligheder.

Stk. 2 Ved afhjælpende foranstaltninger over for en miljøskade på jord forstås i denne lov fjernelse af en konstateret forurening og genoprettelse af den hidtidige tilstand eller tilsvarende afhjælpende foranstaltninger.

Stk. 3 Miljøministeren fastsætter regler om, hvorledes miljøskader omfattet af stk. 1 skal afhjælpes.

§ 15

Ved naturressourcer forstås i denne lov beskyttede arter og naturtyper, vandforekomster som omfattet af lov om vandplanlægning og jord.

Stk. 2 Ved en naturressources udnyttelsesmuligheder forstås en naturressources funktioner til gavn for en anden naturressource eller for offentligheden.

Stk. 3 Ved beskyttede arter og naturtyper forstås

  • 1) de arter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 79/409/EØF eller opført i bilag I dertil eller opført i bilag II og IV til direktiv 92/43/EØF, og

  • 2) de naturtyper for arter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 79/409/EØF eller opført i bilag I dertil eller opført i bilag II til direktiv 92/43/EØF, og de naturtyper, der er opført i bilag I til direktiv 92/43/EØF, og ynglepladser eller rastepladser for de arter, der er opført i bilag IV til direktiv 92/43/EØF.

§ 16

Ved hidtidig tilstand forstås i denne lov den tilstand, som naturressourcerne og disses udnyttelsesmuligheder befandt sig i på det tidspunkt, hvor skaden indtrådte.

§ 17

Ved retablering, herunder naturlig retablering af skader på beskyttede arter og naturtyper og på vandmiljøet, forstås i denne lov tilbageførelse af skadede naturressourcer eller udnyttelsesmuligheder til deres hidtidige tilstand.

§ 18

Miljøministeren fastsætter regler om, hvilke forhold og kriterier der skal tages i betragtning ved afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.