Ved en miljøskade på vandmiljøet forstås i denne lov en skade, som medfører en betydelig negativ påvirkning af
-
1) den økologiske, kemiske eller kvantitative tilstand eller det økologiske potentiale for vandforekomster, der er omfattet af lov om vandplanlægning, eller
-
2) miljøtilstanden i de havområder, som er omfattet af lov om havstrategi, hvis de særlige miljømæssige aspekter af havmiljøet ikke allerede er omfattet af lov om vandplanlægning.
Stk. 2 Skader på vandmiljøet, der skyldes ændringer af et overfladevandområdes fysiske udformning eller forandringer i grundvandsforekomstens niveau, og skader på vandmiljøet, der vil indebære manglende forebyggelse af et overfladevandområdes forringelse til god tilstand, er ikke omfattet af loven, i det omfang disse skaders indtræden er en konsekvens af ændringer og aktiviteter, der er sket eller udført i overensstemmelse med regler udstedt med hjemmel i § 7, stk. 1, jf. § 13, og i § 19, stk. 1, i lov om vandplanlægning.