Mindstekravsbekendtgørelsen for større virksomheder Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om krav til det skattemæssige årsregnskab m.v. for større virksomheder

Bekendtgørelse nr. 1295 af 14. november 2018,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 461 af 08. april 2022

Kapitel 3 Oplysninger til det skattemæssige årsregnskab
§ 8

Nettoomsætningen skal opgøres under hensyntagen til tilgodehavender for varer og tjenesteydelser ved regnskabsårets begyndelse og slutning.

Stk. 2 Nettoomsætningen skal oplyses særskilt. Reguleres værdien af igangværende arbejder for fremmed regning i nettoomsætningen, skal reguleringen anføres særskilt.

§ 9

Følgende oplysninger skal opbevares i virksomheden, hvis de ikke er indarbejdet i bogføringen:

  • 1) Tilgodehavender og gæld vedrørende varer og tjenesteydelser ved regnskabsårets udløb med angivelse af navn og adresse på debitor og kreditor.

  • 2) Indskud i pengeinstitut eller lignende med angivelse af anbringelsessted og kontonummer.

  • 3) Værdipapirer, hvor kursgevinster eller kurstab er skattepligtige efter kursgevinstloven eller aktieavancebeskatningsloven, med angivelse af anskaffelsessum, nominel værdi og kursværdi. Opbevares værdipapiret i depot, angives tillige depotet i det omfang oplysningerne ikke er blevet indberettet til Skatteforvaltningen. For rentebærende værdipapirer, hvor hovedstolen eller restgælden reguleres i danske kroner, skal den pålydende rente på udstedelsestidspunktet angives.

  • 4) Andre tilgodehavender med angivelse af debitors navn og adresse.

  • 5) Gæld som nævnt i § 18, nr. 3, med angivelse af kreditors navn og adresse og eventuelt kontonummer.

Stk. 2 Ved udløbet af virksomhedens regnskabsår udarbejdes der en særskilt opgørelse over igangværende arbejder for fremmed regning fordelt på hver enkelt ordre med specificeret redegørelse for, hvordan værdiansættelsen er foretaget.

§ 10

Omkostninger, herunder vareforbrug, lønninger og andre personaleomkostninger, skal oplyses særskilt efter art. Er en omkostning anvendt til anlægsformål eller privat formål, skal overførslen hertil oplyses særskilt.

Stk. 2 Omkostningerne skal opgøres under hensyntagen til værdien af igangværende arbejder for fremmed regning ved regnskabsårets begyndelse og slutning.

Stk. 3 Forbrug af varer og tjenesteydelser skal opgøres under hensyntagen til gæld vedrørende disse ydelser ved regnskabsårets begyndelse og slutning.

§ 11

Indtægter og udgifter, som hidrører fra andet end den ordinære drift, skal vises som ekstraordinære indtægter og ekstraordinære udgifter og specificeres efter art, medmindre de er af uvæsentlig betydning. Opdelingen på ordinære og ekstraordinære indtægter og udgifter gælder dog ikke for finansielle virksomheder.

§ 12

Følgende skal anføres særskilt:

§ 13

Foretages periodisering af renteindtægter og renteudgifter, skal summen af de renteindtægter og renteudgifter, som er forfaldne i regnskabsåret, samt periodiseringsposter ved regnskabsårets begyndelse og slutning, oplyses særskilt.

§ 14

Tilgodehavender for varer og tjenesteydelser og for udlåns- eller finansieringsaktivitet skal anføres uden nedskrivning.

Stk. 2 Nedskrivninger for konstaterede og forventede tab på debitorer skal anføres særskilt. Finansielle virksomheder skal særskilt oplyse om nedskrivning og tab på udlån og garantier efter kursgevinstlovens § 25, stk. 6.

Stk. 3 Beholdning af værdipapirer, herunder finansielle kontrakter, skal specificeres efter art med angivelse af nominel værdi og kursværdi. Har den skattepligtige handel med værdipapirer som sin næringsvej, er det tilstrækkeligt, at specifikation fremgår af bogføringen. Det samme gælder for juridiske personer, der er skattepligtige efter selskabsskatteloven eller fondsbeskatningsloven.

§ 15

Et varelager skal oplyses særskilt.

Stk. 2 Ved regnskabsårets udløb skal der foretages en fysisk optælling af varelageret, hvis størrelse skal kunne dokumenteres ved en optællingsliste, hvori de enkelte varer er anført og identificeret i nødvendigt omfang. Såfremt lagerbeholdningen til enhver tid kan opgøres på grundlag af et betryggende ført lagerregnskab eller lignende, kan den fysiske optælling ske på andre tidspunkter end ved regnskabsårets udløb.

Stk. 3 Er der ved opgørelsen af varelagerets værdi beregnet nedslag for ukurans eller ved opgørelsen af værdien af igangværende arbejder for fremmed regning indregnet en andel af indirekte produktionsomkostninger eller acontoavance, skal de pågældende beløb oplyses særskilt.

§ 16

Aktiver, hvorpå der kan foretages skattemæssige afskrivninger, skal specificeres således, at der gives de nødvendige oplysninger til brug for kontrollen med afskrivningsgrundlaget og de foretagne afskrivningers beregning. For skattemæssige afskrivninger på aktiver, der afskrives efter afskrivningslovens kapitel 3, skal endvidere angives de foretagne afskrivninger på aktivet for hele ejerperioden. For så vidt angår skattemæssige afskrivninger på aktiver, der ikke afskrives efter afskrivningslovens kapitel 2, skal tillige angives anskaffelsestidspunktet for aktivet.

Stk. 2 Kravet til specifikation efter stk. 1 gælder tilsvarende for forskudsafskrivninger efter afskrivningslovens kapitel 4. Specifikationen skal omfatte:

  • 1) De aktiver, der er omfattet af forskudsafskrivningen, med angivelse af den aftalte eller beregnede anskaffelsessum, grundbeløb og forskudsafskrivningsgrundlag.

  • 2) Det angivne bestillings- eller planlægningsår og leverings- eller fuldførelsestidspunkt.

  • 3) Den foretagne forskudsafskrivning.

  • 4) Den afskrivningsberettigede anskaffelsessum, som skal indgå på afskrivningssaldoen.

  • 5) Opgørelse af resterende grundbeløb og forskudsafskrivningsgrundlag ved anskaffelse af et af flere aktiver med samme bestillings- eller planlægningsår.

§ 17

Værdi og nedskrivning af landbrugeres husdyrbesætninger ved regnskabsårets begyndelse og udløb skal oplyses særskilt. Værdiansættelsen skal anføres med angivelse af antallet af husdyr fordelt på de enkelte husdyrgrupper.

Stk. 2 Landbrugere, der har valgt at føre fuldstændigt regnskab over beholdninger, skal særskilt anføre værdien af sådanne beholdninger ved regnskabsårets begyndelse og udløb.

§ 18

Gæld skal i det mindste specificeres således:

  • 1) Leverandører af varer og tjenesteydelser.

  • 2) Gæld sikret ved pant i fast ejendom, hvorom der foretages indberetning efter skatteindberetningslovens §§ 13 eller 14.

  • 3) Anden gæld.

§ 19

Ved opgørelse af egenkapitalen skal forbrug og privat andel af omkostninger m.v. vises særskilt.

§ 20

Hvis der er sket modregning mellem udgifts- og indtægtsposter eller mellem aktiver og passiver, skal bruttotallene vises.