Mindstekravsbekendtgørelsen for større virksomheder § 36

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om krav til det skattemæssige årsregnskab m.v. for større virksomheder

Bekendtgørelse nr. 1295 af 14. november 2018,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 461 af 08. april 2022

§ 36

Årsregnskabet i § 3 omfatter for disse selskaber m.v. tillige:

  • 1) En redegørelse for koncernstrukturen i både Danmark og udlandet ved indkomstårets begyndelse og afslutning med forklaring af ændringer i årets løb.

  • 2) Bevægelserne i løbet af året og det beløb, der overføres til det efterfølgende år for genbeskatningssaldoen for hvert datterselskab i udlandet og for hvert fast driftssted af et dansk selskab, hvor der er en genbeskatningssaldo, herunder oplysning om overflytning af saldoen mellem selskaber eller faste driftssteder og betingelserne for overflytningen. Ved ophør af virksomhed i et udenlandsk selskab eller fast driftssted, hvor der er en genbeskatningssaldo, skal det oplyses, hvordan virksomheden videreføres.

  • 3) Oplysning om, hvorvidt bestemmelserne i ligningslovens § 5 G om dobbelt fradrag er opfyldt.

  • 4) Oplysning om den betalte skat i domicillandet, i det omfang mulighederne for nedslag for betalte skatter i udlandet efter ligningslovens § 33, stk. 5, anvendes, samt oplysning om efterfølgende ændring af den udenlandske betalte skat for tidligere år.

  • 5) Oplysning om, hvordan det udenlandske datterselskab har opgjort den skattepligtige indkomst i domicillandet med hensyn til reglerne i ligningslovens § 5 I og reglerne om maksimering af credit.

Stk. 2 På anfordring skal selskaber m.v. kunne dokumentere den betalte skat i domicillandet inden 1 måned, jf. stk. 1, nr. 4.

Stk. 3 På anfordring skal selskaber m.v. inden 3 måneder kunne vise det interne regnskab for de udenlandske selskaber m.v., der indgår i det danske moderselskabs koncernregnskab (koncernkonsolidering) eller dettes højere modervirksomhed, hvor det danske moderselskab er fritaget for at udarbejde koncernregnskab efter regnskabslovgivningen. Samtidig skal der redegøres for sammenhængen mellem det officielle datterselskabsregnskab og det interne regnskab.

Stk. 4 På anfordring skal selskaber m.v. oplyse, om der er set bort fra underskud, jf. ligningslovens § 33 H, og herunder kunne vise en opgørelse af det beløb, der er set bort fra, og som fremføres efter selskabsskattelovens § 12.