Mineralolieafgiftsloven § 22

Denne konsoliderede version af mineralolieafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.

Lov nr. 1029 af 19. december 1992,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1349 af 01. september 2020,
som ændret ved lov nr. 1564 af 21. december 2010, lov nr. 1728 af 27. december 2018, lov nr. 138 af 25. februar 2020, lov nr. 2225 af 29. december 2020, lov nr. 1240 af 11. juni 2021, lov nr. 2606 af 28. december 2021, lov nr. 832 af 14. juni 2022, lov nr. 329 af 28. marts 2023, lov nr. 1795 af 28. december 2023 og lov nr. 1797 af 28. december 2023

Kontrolbestemmelser
§ 22

Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn i de virksomheder, der omfattes af loven, og til at efterse virksomhedernes varebeholdninger, forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v.

Stk. 2 Virksomhedernes indehavere og de i virksomhederne beskæftigede personer skal yde told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de i stk. 1 nævnte eftersyn.

Stk. 3 Det i stk. 1 nævnte materiale skal på begæring udleveres eller indsendes til told- og skatteforvaltningen.

Stk. 4 Erhvervsdrivende skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen oplysninger om deres indkøb og eventuelle videresalg af afgiftspligtige varer.

Stk. 5 Told- og skatteforvaltningen er berettiget til at foretage eftersyn af varer under transport, når disse varer erhvervsmæssigt sælges fra udlandet eller erhvervsmæssigt transporteres til andre end autoriserede virksomheder.

Stk. 6 Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn af varebeholdninger og regnskaber m.v. hos de i stk. 4 og 5 omhandlede virksomheder.

Stk. 7 I det omfang oplysninger som nævnt i stk. 1 og 6 er registreret elektronisk, omfatter forvaltningens adgang til disse oplysninger også en elektronisk adgang hertil.

Stk. 8 Told- og skatteforvaltningen er berettiget til, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse at udtage prøver af brændstofindholdet i registrerede motorkøretøjers tanke, når køretøjerne ikke befinder sig på en privat bopæl, og i anlæg, hvori der ifølge bestemmelser fastsat efter § 24, stk. 1, ikke må anvendes motorbrændstof, der er tilsat farvningspræparater eller denatureringsmidler.