Mineralolieafgiftsloven § 4a

Denne konsoliderede version af mineralolieafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.

Lov nr. 1029 af 19. december 1992,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1349 af 01. september 2020,
som ændret ved lov nr. 1564 af 21. december 2010, lov nr. 1728 af 27. december 2018, lov nr. 138 af 25. februar 2020, lov nr. 2225 af 29. december 2020, lov nr. 1240 af 11. juni 2021, lov nr. 2606 af 28. december 2021, lov nr. 832 af 14. juni 2022, lov nr. 329 af 28. marts 2023, lov nr. 1795 af 28. december 2023 og lov nr. 1797 af 28. december 2023

§ 4a

Virksomheder, der ikke er autoriseret som oplagshaver, og som både afsætter ufarvet gas- og dieselolie samt petroleum og gas- og dieselolie samt petroleum, der er farvet i henhold til bestemmelser fastsat efter § 24, stk. 1, kan blive registreret som farvningsvirksomhed hos told- og skatteforvaltningen. Det er en betingelse herfor, at virksomheden afsætter mindst 500.000 l gas og dieselolie samt petroleum årligt, og at denne afsætning ikke sker fra stationære detailsalgsanlæg.

Stk. 2 Farvningsvirksomheder er berettiget til med henblik på videresalg at få tilført og oplagre ufarvet gas- og dieselolie samt petroleum, hvoraf der kun er betalt afgift efter satsen for varer omfattet af bilag 2, nr. 2 eller nr. 10, jf. dog § 4, stk. 3. Ved videresalg af ufarvede produkter, hvoraf der er betalt afgift efter den i 1. pkt. nævnte afgiftssats, skal differencen mellem denne afgiftssats og afgiftssatsen for varer omfattet af henholdsvis bilag 2, nr. 1, 3-6 eller 9, indbetales til told- og skatteforvaltningen. Tilsvarende gælder, når farvet gas- eller dieselolie samt petroleum videresælges til anvendelse som motorbrændstof.

Stk. 3 Til de registrerede farvningsvirksomheder udstedes et bevis for registreringen.

Stk. 4 Selvstændige transportører, som på tankvogne transporterer gas- og dieselolie eller petroleum på vegne af autoriserede oplagshavere og registrerede farvningsvirksomheder, der har opnået tilladelse til farvning efter bestemmelser fastsat i medfør af § 24, stk. 1, ved brug af farvningsudstyr, som er godkendt efter bestemmelser om godkendelse m.v. af farvningsudstyr på tankvogne fastsat i medfør af § 24, stk. 1, kan foretage farvning og mærkning af gas- og dieselolie på vegne af den autoriserede oplagshaver eller den registrerede farvningsvirksomhed ved overgangen til forbrug. Den autoriserede oplagshaver eller den registrerede farvningsvirksomhed hæfter for krav, som omfattes af §§ 28 og 29, og som opstår i forbindelse med transporten eller varens overgang til forbrug i umiddelbar tilslutning til transportens afslutning. Lovens bestemmelser om regnskab og kontrol finder tillige med regnskabs- og kontrolbestemmelser, der fastsættes i medfør af lovens § 24, stk. 1, anvendelse på den selvstændige transportør.