Momsbekendtgørelsen Kapitel 19

Denne konsoliderede version af momsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om merværdiafgift (momsbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 1435 af 29. november 2023

Kapitel 19 Varer på afgiftsoplag m.v.
Tilladelse m.v. til oprettelse af afgiftsoplag
§ 136

Skatteforvaltningen kan efter momslovens § 34, stk. 5, meddele tilladelse til oprettelse af råvareafgiftsoplag til afgiftsfri oplæggelse af de i bilaget til loven nævnte EU-varer, der omsættes på internationale varebørser eller under lignende former for international kædehandel.

Stk. 2 Der skal foreligge et særligt økonomisk behov for at oprette oplag som nævnt i stk. 1.

Stk. 3 Oplagsindehavere skal registreres efter momsloven eventuelt ved en herboende repræsentant.

Stk. 4 De i stk. 1 omhandlede varer skal opbevares på de i tilladelsen anførte steder eller lokaliteter. Skatteforvaltningen fastsætter endvidere, at varerne enten skal være fysisk adskilt fra andre varer, eller at der skal foreligge et regnskab, hvorved der kan ske en identifikation af varerne. Skatteforvaltningen kan fastsætte nærmere bestemmelser om lagerregnskabet og om de benyttede lokaliteter.

Stk. 5 Varerne kan under opbevaringen kun underkastes de sædvanlige behandlinger, som kan finde sted under en toldoplagsprocedure.

Stk. 6 Detailsalg af varer fra oplag kan kun finde sted i særlige tilfælde i overensstemmelse med de regler, der gælder under en toldoplagsprocedure.

Stk. 7 Oplagsindehaveren hæfter for afgiften af varer, som ikke forefindes ved Skatteforvaltningens eftersyn, og

  • 1) varerne ikke godtgøres at være fraført efter bestemmelserne i dette kapitel, eller

  • 2) som ikke på en efter Skatteforvaltningens skøn betryggende måde godtgøres at være forgået under opbevaringen af grunde, som kan henføres til varernes egen beskaffenhed, eller som følge af et hændeligt uheld eller force majeure.

Stk. 8 Afgiften af varer, der omfattes af hæftelsen efter stk. 7, fastsættes efter momslovens § 32, stk. 4. Kendes tidspunktet for fraførslen ikke, er det tidspunkt gældende, hvor lagermanglen konstateres.

Bortfald af tilladelse
§ 137

Skatteforvaltningen kan nægte eller tilbagekalde en tilladelse til afgiftsoplag, såfremt indehaveren eller de i virksomheden beskæftigede personer har overtrådt eller overtræder bestemmelsen i dette kapitel eller har tilsidesat eller tilsidesætter vilkårene for tilladelsen.

Stk. 2 Skatteforvaltningen kan nægte eller tilbageholde en tilladelse til afgiftsoplag, såfremt indehaveren mister rådighed over sit bo eller standser sine betalinger.

Stk. 3 I tilfælde, hvor en tilladelse tilbagekaldes eller bortfalder, skal varer, som opbevares på afgiftsoplaget, straks afgiftsberigtiges, overføres til udlandet eller til et andet afgiftsoplag.

Tilførsel, fraførsel m.v. fra afgiftsoplag
§ 138

Oplagsindehaveren skal i regnskabet notere tilførte og fraførte varer. Ved fraførsel noteres desuden i regnskabet den fraførende virksomheds registreringsnummer efter momsloven.

Stk. 2 Registrerede virksomheder, der afgiftsfrit leverer EU-varer til oplæggelse på et afgiftsoplag her i landet, skal anføre på faktura eller, såfremt denne ikke foreligger, et andet handelsdokument, at varerne er bestemt til afgiftsfri oplæggelse.

Stk. 3 Registrerede virksomheder, der foranlediger, at varer fraføres et afgiftsoplag, skal ved fraførslen anføre afgiftsbeløbet efter momslovens § 11 a på kontoen for udgående afgift. Ved direkte transport fra oplaget til andre EU-lande eller til steder uden for EU finder lovens bestemmelser om EU-leverancer samt om leverancer til steder uden for EU, anvendelse.

Københavns Frihavn
§ 139

Registrerede virksomheder, der leverer EU-varer afgiftsfrit til oplæggelse i Københavns Frihavn, skal, når der ikke udfyldes en udførselsangivelse, anføre på faktura eller, såfremt denne ikke foreligger, andet handelsdokument, at varerne er bestemt til afgiftsfri oplæggelse i Københavns Frihavn.

Stk. 2 Lagerindehaveren skal opfylde de i bekendtgørelse om toldbehandling anførte krav til regnskaber m.v. I virksomhedens regnskab skal desuden være angivet varernes EU-status. Lagerindehaveren skal endvidere notere den fraførende virksomheds registreringsnummer efter momsloven.

Stk. 3 Registrerede virksomheder, der foranlediger, at EU-varer, der har været oplagt afgiftsfrit i Københavns Frihavn, fraføres herfra, skal ved fraførslen anføre afgiftsbeløbet efter momslovens § 11 a på kontoen for udgående afgift, jf. § 76, stk. 4. Ved direkte transport fra Frihavnen til andre EU-lande eller til steder uden for EU finder momslovens og toldlovens bestemmelser om EU-leverancer og om leverancer til steder uden for EU, anvendelse.