Momsloven Kapitel 5

Denne konsoliderede version af momsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om merværdiafgift (momsloven)

Lov nr. 375 af 18. maj 1994,
jf. lovbekendtgørelse nr. 209 af 27. februar 2024

Kapitel 5 1 Afgiftspligtens indtræden
Leverancer
§ 23

Afgiftspligten indtræder på det tidspunkt, hvor leveringen af varen eller ydelsen finder sted (leveringstidspunktet).

Stk. 2 Udstedes faktura over en leverance, anses faktureringstidspunktet som leveringstidspunkt, for så vidt faktureringen sker inden eller snarest efter leverancens afslutning.

Stk. 3 Finder betaling helt eller delvis sted, inden levering finder sted, eller inden faktura udstedes, anses betalingstidspunktet som leveringstidspunkt, jf. dog de særlige regler for vouchere i §§ 4 a og 4 b.

Stk. 4 For varer, der leveres i kommission eller i konsignation, anses leveringstidspunktet for at være enten det tidspunkt, hvor leveringen finder sted, eller det tidspunkt, hvor afregningen med kommissionæren eller konsignataren finder sted. I sidstnævnte tilfælde må faktura først udstedes ved afregningen.

Stk. 5 Ved levering af varer eller ydelser, der medfører flere på hinanden følgende afregninger eller betalinger uden at være omfattet af overdragelse af varer eller salg af varer på kredit efter § 4, stk. 3, nr. 2, anses leveringstidspunktet, jf. stk. 1, for at være ved udløbet af hver af de perioder, som disse afregninger eller betalinger vedrører.

§ 23a

Uanset § 23 er leveringstidspunktet og tidspunktet for afgiftens indtræden for leveringen af varer fra en afgiftspligtig person, der anses for at have modtaget og leveret varerne i overensstemmelse med § 4 c, stk. 1 og 2, og for leveringen af varer til denne afgiftspligtige det tidspunkt, hvor betalingen er accepteret.

§ 24

Ved levering af varer, der er omfattet af § 34, stk. 1, nr. 1-4, anses leveringstidspunktet for at være den 15. i den måned, der følger efter den måned, i hvilken leveringen finder sted. Er der udstedt en faktura inden denne dato, anses faktureringstidspunktet dog som leveringstidspunkt.

Stk. 2 Ved løbende levering af varer, der er nævnt i stk. 1, og hvor leverancen strækker sig over mere end 1 måned, anses leveringen for at finde sted hver den sidste dag i måneden, så længe leverancen af varerne ikke er afsluttet.

Erhvervelser
§ 25

Afgiftspligten indtræder på det tidspunkt, hvor varen erhverves. Erhvervelsestidspunktet anses for at være den 15. i den måned, der følger efter den måned, i hvilken leveringen finder sted. Er der udstedt en faktura inden denne dato, anses faktureringstidspunktet dog som erhvervelsestidspunkt.

Stk. 2 Ved løbende erhvervelse af varer, der er nævnt i stk. 1, og hvor leverancen strækker sig over mere end 1 måned, anses erhvervelsen for at finde sted hver den sidste dag i måneden, så længe leverancen af varerne ikke er afsluttet.

Leverancer af ydelser inden for EU
§ 25a

Ved levering af ydelser inden for EU enten her til landet eller til et andet EU-land, hvor aftageren af ydelserne er betalingspligtig for afgiften af ydelserne, idet leveringsstedet for ydelserne er bestemt efter § 16, stk. 1, fastsættes leveringstidspunktet efter § 23, stk. 1 og 3.

Stk. 2 Ved løbende levering af ydelser, der er nævnt i stk. 1, anses leveringen for at finde sted hver den sidste dag i kalenderåret, når leverancen af ydelserne har strakt sig over en periode på mere end 1 år uden mellemliggende afregning eller betaling for ydelserne, og så længe leverancen af ydelserne ikke er afsluttet.

Indførsel
§ 26

Afgiftspligten indtræder på tidspunktet for varens indførsel. Såfremt varen befinder sig under en af de i § 12, stk. 2, nævnte ordninger m.v., indtræder afgiftspligten dog først, når varen ikke længere er omfattet af ordningen.