NemRefusion-loven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af nemRefusion-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om digital indberetningsløsning til brug for anmeldelse af sygefravær samt anmodning om refusion af sygedagpenge og dagpenge efter barselloven

Lov nr. 283 af 15. april 2009,
jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 20. juni 2018,
som ændret ved lov nr. 295 af 20. marts 2023

Kapitel 4 1 Forpligtelser for Selskabet
§ 6

Selskabet skal foranledige, at de af Selskabets opgaver vedrørende Nemrefusion, der vil kunne udføres af eksterne leverandører, med passende mellemrum sendes i udbud. Beskæftigelsesministeren skal godkende udbudsmaterialet.

Stk. 2 Opgaver, der er uegnede til udbud, kan udføres af Selskabet.

§ 7

Selskabet skal stille Nemrefusion vederlagsfrit til rådighed for arbejdsgiveren, den selvstændigt erhvervsdrivende, arbejdsløshedskassen og andre, der skal anvende løsningen.

Stk. 2 Selskabet kan opkræve et gebyr for test forud for tilslutning til Nemrefusion. Gebyret må ikke overstige Selskabets udgifter til testen. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med KL nærmere regler om gebyropkrævningen.

Stk. 3 Selskabet skal sikre, at kommunen har fri og uhindret adgang til at modtage de data, som kommunen har ret til.

Stk. 4 Selskabet skal efter anmodning vederlagsfrit levere udtræk af oplysninger fra Nemrefusion til Danmarks Statistik og Beskæftigelsesministeriet. Dansk Arbejdsgiverforening kan til brug for udarbejdelse af statistik tilsvarende efter anmodning vederlagsfrit få udtræk af oplysninger fra Nemrefusion, som er indberettet af Dansk Arbejdsgiverforenings medlemsvirksomheder.

§ 8

Kommunerne er dataansvarlig for de opgaver, der løses i Selskabet.

Stk. 2 Kommunerne overlader opgaverne, jf. §§ 6 og 7, til behandling hos Selskabet, som er databehandler for kommunerne.

Stk. 3 Selskabet handler alene efter dokumenteret instruks fra kommunerne. Selskabet skal træffe de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes, og mod, at de kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og databeskyttelsesloven. Selskabet skal på kommunernes anmodning give kommunerne tilstrækkelige oplysninger til, at kommunerne kan påse, at de nævnte tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger er truffet.