Offshoresikkerhedsloven § 50

Denne konsoliderede version af offshoresikkerhedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1424 af 21. december 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 125 af 06. februar 2018,
som ændret ved lov nr. 1436 af 29. juni 2021

Uddannelse og kompetence
§ 50

Henholdsvis operatøren og ejeren skal sikre, at de ansatte, forinden arbejdet påbegyndes på et anlæg, er tilstrækkeligt uddannet til at varetage opgaverne efter anlæggets interne beredskabsplan, jf. § 45, og til at varetage deres egen sikkerhed i en nødsituation.

Stk. 2 Arbejdsgiveren skal sikre, at de ansatte er tilstrækkeligt instruerede, og at de besidder de kompetencer, der sikrer, at deres arbejdsfunktioner på anlægget kan varetages på en sådan måde, at de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici og risici for større miljøhændelser nedbringes så meget, som det er rimeligt praktisk muligt, herunder at der foreligger dokumentation for denne kompetence.

Stk. 3 Personer under 18 år må ikke udføre arbejde på anlæg.

Stk. 4 Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om uddannelsen efter stk. 1 og om, hvilke kompetencer der er nødvendige efter stk. 2.