Øl- og vinafgiftsloven § 11

Denne konsoliderede version af øl- og vinafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om afgift af øl, vin og frugtvin m.m. (øl- og vinafgiftsloven)

Lov nr. 1015 af 19. december 1992,
jf. lovbekendtgørelse nr. 17 af 09. januar 2024

Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse
§ 11

Der sker afgiftsfritagelse af varer, der

  • 1) er fuldstændig denaturerede,

  • 2) er denaturerede og anvendes til fremstilling af produkter, der ikke er bestemt til konsum, når den denaturerede alkohol enten er blevet tilsat et produkt, der ikke er bestemt til konsum, eller anvendes til vedligeholdelse og rengøring af fremstillingsudstyr, som anvendes til denne særlige fremstillingsproces,

  • 3) anvendes til fremstilling af eddike, der henhører under position 2209 i EU’s kombinerede nomenklatur,

  • 4) anvendes til fremstilling af sådanne lægemidler, som er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/82/EF og 2001/83/EF,

  • 5) anvendes til at fremstille aromastoffer til fremstilling af levnedsmidler og ikkealkoholholdige drikkevarer med et alkoholindhold, der ikke overstiger 1,2 pct. vol.

  • 6) direkte eller som ingrediens i halvfabrikata anvendes til fremstilling af levnedsmidler, også fyldte, forudsat at alkoholindholdet i det enkelte tilfælde ikke overstiger 8,5 l ren alkohol pr. 100 kg produkt, for så vidt angår chokolade, og 5 l ren alkohol pr. 100 kg produkt, for så vidt angår andre produkter,

  • 7) anvendes til teknisk, videnskabeligt, undervisningsmæssigt, medicinsk formål og lignende,

  • 8) anvendes til fremstilling af varer, som ikke er afgiftspligtige efter loven,

  • 9) leveres til de i toldlovens § 4 omhandlede diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner m.v. og de hertil knyttede personer,

  • 10) leveres til brug for andre EU-landes væbnede styrker og deres ledsagende civile personale eller til forsyning af deres messer eller kantiner, når disse styrker deltager i en forsvarsindsats her i landet, der udføres med henblik på gennemførelsen af en EU-aktivitet under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, eller

  • 11) leveres til brug for udenlandske NATO-medlemslandes væbnede styrker og deres ledsagende civile personale eller til forsyning af deres messer eller kantiner, når styrkerne m.v. befinder sig her i landet.

Stk. 2 Der ydes afgiftsfritagelse af varer, der indføres eller modtages fra andre EU-lande, i samme omfang som efter merværdiafgiftslovens § 36, stk. 1, nr. 1 og 2, og for varer, som privatpersoner selv medfører til eget brug fra et andet EU-land, i hvilket de er erhvervet i beskattet stand. Skatteministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om afgiftsfritagelse for småforsendelser uden erhvervsmæssig karakter, som privatpersoner modtager fra privatpersoner i et andet EU-land.

Stk. 3 Fritaget for afgift efter denne lov er øl, vin og frugtvin m.m., der fremstilles af en privatperson og forbruges af denne, dennes familie eller dennes gæster, forudsat at der ikke finder noget salg sted.

Stk. 4 Virksomheder kan få godtgjort afgift, der er betalt her i landet af varer, hvis virksomheden har leveret varerne til udlandet. Registrerede varemodtagere kan efter udløbet af hver afgiftsperiode frem for at søge told- og skatteforvaltningen om godtgørelse i stedet angive afgift af afgiftsberigtigede varer, der er leveret til udlandet, jf. § 9, stk. 2, på afgiftsangivelsen, således at den godtgørelsesberettigede afgift indgår i opgørelsen af afgiftstilsvaret.

Stk. 5 Fritagelsen efter stk. 1, nr. 10 og 11, administreres af Forsvarsministeriet.

Stk. 6 Skatteministeren kan fastsætte regnskabs- og kontrolforskrifter for afgiftsfritagelse og -godtgørelse efter stk. 1-4. Afgiftsfritagelse kan betinges af, at varerne tilsættes stoffer, der gør dem uegnede til drikkebrug eller til fremstilling af drikkevarer.