Olieberedskabslov § 4

Denne konsoliderede version af olieberedskabslov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 354 af 24. april 2012

§ 4

I denne lov forstås ved:

  • 1) Råolie: Mineralolie af naturlig oprindelse, der består af kulbrinter og forskellige urenheder såsom svovl. Råolie forekommer i flydende form ved normal temperatur og normalt tryk og har varierende fysiske egenskaber. Råolie omfatter også kondensat, der udvindes af associeret og ikkeassocieret gas i tilknytning til indvindingen og blandes med råolie, og halvfabrikata, der har gennemgået en raffineringsproces og skal gennemgå yderligere processer, inden de bliver til endelige olieprodukter.

  • 2) Olieprodukter: Produkter, der er fremstillet ved raffinering af råolie, og additiver eller biobrændstoffer, der tilsættes eller iblandes disse produkter.

  • 3) Olielagre: Lagerbeholdninger af råolie eller olieprodukter.

  • 4) Beredskabslagre: Olielagre, der holdes som led i beredskabet i tilfælde af større forsyningsafbrydelser for råolie eller nærmere angivne olieprodukter.

  • 5) Specifikke lagre: Beredskabslagre i form af olieprodukter, der svarer til et konkret antal dages forbrug af nærmere fastsatte produktkategorier, som tilsammen udgør mindst 75 pct. af en EU-medlemsstats årlige forbrug af olieprodukter, og som ejes af en EU-medlemsstat eller dennes centrale lagerenhed.

  • 6) Kommercielle lagre: Olielagre, som ikke er beredskabslagre.

  • 7) Fysisk tilgængelighed af beredskabslagre: Mekanismer til lokalisering og transport af beredskabslagre for at sikre deres frigivelse eller faktiske levering til slutbrugere og markeder inden for tidsrammer og på vilkår, der medvirker til at afhjælpe forsyningsafbrydelser og forsyningsvanskeligheder i øvrigt.