Omsætningsbekendtgørelsen § 1

Denne konsoliderede version af omsætningsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om beregning af omsætning i konkurrenceloven

Bekendtgørelse nr. 1286 af 26. november 2019

Omsætning
§ 1

Med »omsætning« forstås i denne bekendtgørelse nettoomsætningen i forbindelse med den ordinære drift med fradrag af merværdiafgift og andre afgifter eller skatter, der er direkte forbundet med salget, jf. dog §§ 6-8. Hvis virksomheder inden for samme koncern har omsætning, der skal opgøres efter forskellige regler i denne bekendtgørelse, opgøres koncernomsætningen som summen heraf.

Stk. 2 En deltagende virksomheds omsætning, jf. konkurrencelovens § 12, stk. 1, opgøres på grundlag af det senest reviderede årsregnskab, jf. dog §§ 6-8, for en 12-måneders periode. Under ekstraordinære omstændigheder kan andet regnskabsmateriale eller anden regnskabsperiode anvendes.

Stk. 3 Omsætningen efter konkurrencelovens § 12, stk. 1, opgøres som summen af de deltagende virksomheders omsætning.

Stk. 4 Hvis en eller flere af de deltagende virksomheder inden for perioden eller efter afslutningen af perioden for det senest reviderede årsregnskab har gennemført en delvis afhændelse af sin virksomhed eller nedlæggelse af et forretningsområde, eller sådan afhændelse eller nedlæggelse er en betingelse for fusionen, skal den del af omsætningen, der kan henføres hertil, fratrækkes i den deltagende virksomheds omsætning. Omsætningen for afhændelser eller nedlæggelser skal fratrækkes for hele den pågældende 12-måneders periode, jf. stk. 2.

Stk. 5 Omsætning, der kan henføres til virksomheder eller aktiver, hvorover der er erhvervet kontrol, eller hvorover der erhverves kontrol efter afslutningen af perioden for det senest reviderede årsregnskab, skal lægges til den deltagende virksomheds omsætning. Omsætningen for erhvervelser skal indregnes for hele den pågældende 12-måneders periode, jf. stk. 2.

Stk. 6 Medmindre andet klart fremgår, skal omsætning i denne bekendtgørelse opgøres i overensstemmelse med praksis efter Rådets forordning (EF) Nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser.