Patentbekendtgørelsen Kapitel 14

Denne konsoliderede version af patentbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om patenter og supplerende beskyttelsescertifikater

Bekendtgørelse nr. 2111 af 24. november 2021

Kapitel 14 Administrativ omprøvning
§ 55

Enhver er berettiget til at begære et patent omprøvet i henhold til patentlovens § 53 b. Begæring om administrativ omprøvning skal indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen og indeholde:

  • 1) navn eller firmanavn og postadresse på den, som begærer omprøvning,

  • 2) registreringsnummeret på det patent, som begæres omprøvet, samt patenthaverens navn eller firmanavn og opfindelsens titel,

  • 3) de nærmere grunde, begæringen støttes på, samt en udtømmende angivelse af alle de kendsgerninger, bevisligheder og anbringender, der fremføres for disse grunde, eller - hvis begæring fremsættes af patenthaveren - de ønskede ændringer,

  • 4) hvis den, som begærer omprøvning, er repræsenteret ved en fuldmægtig, dennes navn eller firmanavn og postadresse, og

  • 5) hvis der er indført licenshavere i patentregistret, dokumentation for at der er givet disse meddelelse om, at der begæres omprøvning.

Stk. 2 Begæringen om omprøvning skal være ledsaget af det fastsatte gebyr.

§ 56

Hvis begæringen om omprøvning ikke opfylder bestemmelserne i patentlovens § 53 b, stk. 2, og denne bekendtgørelses § 55, stk. 2, afvises begæringen.

Stk. 2 Hvis begæringen om omprøvning ikke opfylder bestemmelserne i § 55, stk. 1, opfordres den, der har fremsat begæringen, til inden for 1 måned at afhjælpe manglerne. Hvis begæringen ikke berigtiges rettidigt, afvises den.

§ 57

Patent- og Varemærkestyrelsen kan efter anmodning fra den, der begærer omprøvning, beslutte, at patenthaver skal indlevere en oversættelse af hele patentskriftet til dansk, hvis patentskriftet er publiceret på engelsk med patentkrav på dansk i henhold til patentlovens § 19, stk. 3.

Begæring om omprøvning fra andre end patenthaver
§ 58

Patent- og Varemærkestyrelsen underretter indehaveren af patentet om begæringen om omprøvning og giver indehaveren mulighed for at udtale sig herom samt eventuelt at indsende patentkrav og beskrivelse i ændret form inden for en frist på 6 måneder.

Stk. 2 Patent- og Varemærkestyrelsen kan træffe afgørelse om, at patentet skal erklæres ugyldigt, eller at patentet skal opretholdes i uændret form. Styrelsen kan endvidere træffe afgørelse om, at patentet skal opretholdes i ændret form, såfremt patenthaveren er enig heri. Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelse meddeles til parterne.

Stk. 3 Patent- og Varemærkestyrelsens undersøgelse foretages på baggrund af det materiale samt de grunde, som er fremdraget ved begæringen om omprøvning.

§ 59

Hvis Patent- og Varemærkestyrelsen vurderer, at patentet kan opretholdes i ændret form, får parterne meddelelse herom. Patenthaveren opfordres samtidig til inden for 2 måneder at fremsende en ændret tekst. Såfremt patenthaver ikke indleverer en ændret tekst inden udløbet af fristen, erklæres patentet ugyldigt. Hvis patenthaver indleverer en ændret tekst, giver Patent- og Varemærkestyrelsen den, der har begæret omprøvning af patentet, mulighed for at udtale sig om den ændrede tekst, inden Patent- og Varemærkestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt patentet kan opretholdes i ændret form eller skal erklæres ugyldigt. Såfremt styrelsen træffer afgørelse om, at patentet kan opretholdes i ændret form, skal afgørelsen angive den tekst, som patentet opretholdes med.

Stk. 2 Når afgørelsen om at opretholde patentet i ændret form er blevet endelig, opfordres patenthaveren til inden for 2 måneder at betale gebyret for publicering af nyt patentskrift. Såfremt patenthaveren ikke betaler publiceringsgebyret, bliver patentet erklæret ugyldigt.

Begæring om omprøvning fra patenthaver
§ 60

Hvis patenthaveren selv begærer sit patent begrænset, undersøger Patent- og Varemærkestyrelsen, om de ugyldighedsgrunde, der er nævnt i patentlovens § 52, stk. 1, er til hinder for, at patentet ændres som ønsket. Såfremt patenthaver har fremdraget materiale ved begæringen om omprøvning, indgår dette materiale i undersøgelsen.

Stk. 2 Kan patentet ændres som ønsket, meddeles dette til patenthaveren. Denne skal herefter inden for 2 måneder indlevere en ændret tekst samt betale gebyret for publicering. Betales gebyret ikke rettidigt, ophæves patentet.

Stk. 3 Kan patentet ikke ændres som ønsket, afslås begæringen, og patentet opretholdes i uændret form.

Publicering og bekendtgørelse m.v. ved administrativ omprøvning
§ 61

Indlevering af administrativ omprøvning bliver noteret i patentregisteret og bekendtgjort i overensstemmelse med stk. 3.

Stk. 2 Patent- og Varemærkestyrelsen bekendtgør afgørelsen af den administrative omprøvning, når afgørelsen er blevet endelig. Samtidig bliver afgørelsen noteret i patentregistret. Når gebyr er betalt i henhold til § 59, stk. 2 eller § 60, stk. 2, udfærdiger Patent- og Varemærkestyrelsen et nyt patentskrift med beskrivelse, herunder eventuelle tegninger, fotografier og sekvensliste, samt patentkrav og sammendrag i den ændrede form. Patentskriftet skal indeholde de oplysninger, der er angivet i § 42. § 7, stk. 2 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 Bekendtgørelse om indlevering af begæring om administrativ omprøvning og om afgørelse af denne angiver patenthaverens navn eller firmanavn, ansøgningens indleveringsdag og nummer, patentets registreringsnummer og klasser, opfindelsens titel samt patentets meddelelsesdag. Bekendtgørelse om indleveringen af en administrativ omprøvning angiver tillige navn eller firmanavn på den, der har begæret omprøvning.