Patentbekendtgørelsen Kapitel 4

Denne konsoliderede version af patentbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om patenter og supplerende beskyttelsescertifikater

Bekendtgørelse nr. 2111 af 24. november 2021

Kapitel 4 Prioritet
§ 8

For at kunne opnå prioritet efter patentlovens § 6 skal ansøgeren indgive begæring herom. Ansøger kan indgive en prioritetsbegæring eller rette en prioritetsbegæring inden for 16 måneder fra prioritetsdagen eller, hvor rettelsen eller indgivelsen af prioritetsbegæring vil medføre en ændring af prioritetsdatoen, 16 måneder fra den ændrede prioritetsdag, alt efter hvilken 16 måneders periode, der udløber først. Dog skal det være muligt at rette eller indgive en prioritetsbegæring i indtil 4 måneder fra ansøgningens indleveringsdag.

Stk. 2 Begæringen skal indeholde oplysning om, hvor den påberåbte ansøgning er indleveret samt denne ansøgnings indleveringsdag. For en dansk patentansøgning skal ansøgeren desuden give oplysning om den påberåbte ansøgnings nummer, så snart det kan ske.

Stk. 3 Deles en ansøgning i henhold til § 31, skal begæring om prioritet for stamansøgningen uden særskilt begæring også gælde for nye ansøgninger, der fremkommer ved delingen.

Stk. 4 Hvis prioritet begæres efter ansøgningens indlevering, eller der sker tilbagekaldelse af prioritet, skal dette ske ved indgivelse af en særskilt meddelelse til Patent- og Varemærkestyrelsen.

§ 9

Bestemmelsen i patentlovens § 6, stk. 1, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse for ansøgninger, der er indleveret i en stat, der har ratificeret eller tiltrådt overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO).

§ 10

En ansøger, der har begæret prioritet, skal inden for 16 måneder fra prioritetsdagen til Patent- og Varemærkestyrelsen indsende en kopi af den tidligere indleverede ansøgning tillige med en bekræftelse fra den myndighed, der modtog denne ansøgning, om den indsendte kopis rigtighed samt ansøgers navn og indleveringsdagen for den pågældende ansøgning.

Stk. 2 Patent- og Varemærkestyrelsen kan undtage fra pligten til at indsende dokumentation som foreskrevet i stk. 1.

Stk. 3 Hvis dokumentationen i henhold til stk. 1 foreligger på et andet sprog end de sprog, der er accepteret i henhold til § 97, og gyldigheden af prioritetsbegæringen har betydning for Patent- og Varemærkestyrelsens vurdering af patenterbarhed, kan Patent- og Varemærkestyrelsen anmode ansøger om at indlevere en oversættelse af dokumentet til dansk eller engelsk inden for en frist, som styrelsen fastsætter. Oversættelsen kan kræves bekræftet af en translatør eller på anden nærmere bestemt fastsat måde.

Stk. 4 Indsender ansøgeren ikke den krævede dokumentation rettidigt efter stk. 1 og 3, bortfalder ansøgerens ret til prioriteten.

§ 11

For at en ansøgning skal kunne danne grundlag for prioritet efter § 8, skal den være den første, hvori opfindelsen er angivet.

Stk. 2 Har den, som har indleveret den første ansøgning, eller dennes retsefterfølger senere sammesteds indleveret en ansøgning vedrørende samme opfindelse, skal den senere ansøgning dog kunne påberåbes som prioritetsbegrundende, forudsat at den første ansøgning ved indleveringen af den senere er taget tilbage, henlagt eller afslået uden at have været gjort almindeligt tilgængelig, og forudsat at den ikke danner grundlag for nogen bestående rettighed eller har tjent som grundlag for krav om prioritet. Er prioritet opnået på grundlag af en sådan senere ansøgning, kan den første ansøgning ikke længere påberåbes som prioritetsbegrundende.

§ 12

Begæring om prioritet kan indgives for en del af en ansøgning. For samme ansøgning kan der kræves prioritet på grundlag af flere ansøgninger, selv om de vedrører forskellige lande. Flere ansøgninger kan påberåbes som prioritetsbegrundende for et enkelt patentkrav. Begæres prioritet på grundlag af flere ansøgninger, begynder de frister, der løber fra prioritetsdagen, at løbe fra den tidligste prioritetsdag.